Fire lokale kunstnere får frie hænder i februar

Der sker noget i Morsø Kunstforening og på Højskolen Mors, men hvad er indtil videre en overraskelse

Gruppen består af (fra venstre) billedkunstner Pia Skogberg, fortæller, danser og performer Else Mathiassen, forfatter Mette Hegnhøj og billedkunstner Jens Bredholt, <i>Foto: Morsø Kunstforening</i>

Gruppen består af (fra venstre) billedkunstner Pia Skogberg, fortæller, danser og performer Else Mathiassen, forfatter Mette Hegnhøj og billedkunstner Jens Bredholt, Foto: Morsø Kunstforening

MORS:Morsø Kunstforening af 1961's erfaringer med at give kunstforeningens lokaler fri til en gruppe kunstnere i februar 2022 var så gode, at det har inspireret til at lave en ny udgave i 2023. Absolut anderledes, og det er faktisk også et mål for foreningen. Kunstforeningen ønsker, udover den grundlæggende opgave med kunstformidling af rum- og billedkunst, også at kunne fungere som et eksperimentarium for udvikling.

I det spæde forår 2022 blev der talt med danser og performer Else Mathiassen og billedkunstner Jens Bredholt. De var straks med på ideen og har samlet en gruppe og arbejdet med indhold med videre i årets løb.

Så derfor bliver der i februar 2023 budt velkommen til en ny kunstnergruppe med fire kunstnere fra Thy og Mors, skriver foreningen i en pressemeddelelse. Alle er erfarne på hver deres felt. Gruppen har ikke et fælles navn, og det er første gang,  de fire udfører kollektiv kunst sammen.

Det er ikke muligt at beskrive konkret, hvad der kan opleves i februar, for det samlede værk frembringes undervejs i månedens løb. Helt sikkert bliver der udviklet en ruminstallation, der danner scenografi for performances tre lørdage i februar.

Kunstnergruppen oplyser selv om det, der forestår: ’Tilstanden - hver må søge sin lykke som skæbnen vil. Først var der billede på billede på billede. Så skrællede vi af: billede på billede på billede. Tilbage står ”den moderne envejslabyrint”. Vi bevæger os ind i labyrinten. Den har en midte hvor ordene er, rødderne er, sangen og dansen. Livstråde spindes. En hvid, vid ruminstallation for fabuleringer over hvad der er sket, hvad der sker, og hvad der skal ske."

Gruppen består af billedkunstner Jens Bredholt, billedkunstner Pia Skogberg, forfatter Mette Hegnhøj samt fortæller, danser og performer Else Mathiassen. Højskolen Mors bidrager med performance.

- Da vi blev enige om at kunne bruge Kunstforeningens dejlige lokaler på Holmen, vidste vi, at vi ville inddrage Højskolen Mors i Flade og kontakte billedkunstner Pia Skogberg og forfatter Mette Hegnhøj. Vi ville bruge muligheden for at forene billedkunst, ord og performance. Og arbejde ukommercielt. Det er en gave for mig at arbejde i så organisk en proces med andre kunstarter, siger Else Matthiassen, der er leder af Fortælleakademiet på Højskolen Mors. 

Det kommer til at ske på lørdage i februar. Kunstnergruppen udfører selv to performances 11. og 25., og Højskolen Mors laver den tredje lørdag 18. februar som led i skolens udadvendte arbejde med at bidrage til oplevelser for alle.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.