Flygtningeportrætter til fordel for Ukraine

Kunstner med rødder i Thy sælger portrætter til fordel for Thy for Ukraine - der er tæt på den første million

Anne Lyhne, kunstner med rødder i Thy, nu bosiddende i Bulgarien, viser fra i dag flygtningeportrætter i Thisted Musikteater. <i>Privatfoto</i>

Anne Lyhne, kunstner med rødder i Thy, nu bosiddende i Bulgarien, viser fra i dag flygtningeportrætter i Thisted Musikteater. Privatfoto

THISTED:938.015 kroner.

Så stort er beløbet, som indtil nu er doneret til Røde Kors' arbejde i Ukraine via indsamlingsinitiativet Thy for Ukraine.

De fleste af pengene er kommet ind gennem større og mindre arrangementer, som foreninger, virksomheder og private i Thy har stået for siden krigsudbruddet. Og der er stadig indsamlingsinitiativer på bedding. I Thisted Musikteater åbner der såleledes torsdag en udstilling med portrætter af ukrainske flygtninge. Billederne sælges til fordel for Thy for Ukraine.

Bag akvarellerne står Anne Lyhne, kunstner med rødder i Thy, nu bosiddende i Bulgarien sammen med sin mand og parrets tvillinger på 10 år. Bulgarien har også taget imod mange ukrainske krigsflygtninge, og oven på den første modløshed efter krigsudbruddet besluttede Anne Lyhne sig for at spørge om lov til at fotografere nogle af flygtningene og efterfølgende male deres portræt i akvarel.

Ifølge Anne Lyhne er det kendetegnende for de ukrainere, hun har mødt, at de holder hovedet højt:

- Eksempelvis har jeg mødt en ældre kvinde, som havde besluttet sig for at synge sig gennem den her situation, hun stod i. I stedet for at fortvivle, så sang hun glæde frem, fortæller Anne Lyhne.

Portrætterne er alle er malet i Ukraines blå-gule farver, og halvdelen af indtægten fra salget af dem går til Thy for Ukraine. Der er også mulighed for at støtte ved at købe en af de reproduktioner, som er lavet af nogle af billederne.

Anne Lyhnes forældre er thyboer med baggrund i Sjørring og Vestervig. Selv er hun dog vokset op mellem Struer og Lemvig - hvor hun også boede, indtil hun og hendes mand Simon for seks år siden solgte deres hus og sammen med deres tvillinger flyttede til Bulgarien.

Udstillingen i Thisted er den første af seks med flygtningebilleder, som Anne Lyhne har planlagt rundt omkring i landet.

Mindre fart på indsamling

Efter en start med rigtig mange aktiviteter og store indsamlingsbeløb til Thy for Ukraine går det nu noget langsommere med at rejse penge til Røde Kors' arbejde i det krigshærgede land.

-  Men krigen er ikke forsvundet og problemet er ikke blevet mindre, måske snarere tværtimod. Det er op til partnerne bag Thy for Ukraine og thyboerne, hvis indsamlingen skal fortsætte, siger Michael Max, leder af Thisted Kommunes presseteam og initiativtager til Thy for Ukraine.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden