Ældrepleje

Flytter rundt på pengene: Nogle plejehjem får bedre bemanding, andre dårligere

Ny tildelingsmodel skal tage højde for, at borgere på almene pladser er mere plejekrævende end tidligere

Beboerne på plejehjemmene er generelt mere plejekrævende i dag end tidligere, og det skal en ny tildelingsmodel tage højde for, mener forvaltningen i Thisted Kommune.
Beboerne på plejehjemmene er generelt mere plejekrævende i dag end tidligere, og det skal en ny tildelingsmodel tage højde for, mener forvaltningen i Thisted Kommune. Arkivfoto: Torben Hansen

Folk er ældre, når de kommer på plejehjem i dag, end de var for 10 år siden, og flere har kroniske sygdomme. Der er også flere beboere på de almene plejecentre, der har demens, selv om disse plejehjem egentlig ikke har særlige demenspladser.

Det er baggrunden for, at Thisted Kommunes forvaltning nu foreslår at ændre på den model, der tildeler penge til de enkelte plejecentre i kommunen. Målet er at sikre en højere tildeling til de almene pladser.

Da det samlede beløb til plejecentrene stort set er uændret, så betyder det til gengæld, at nogle af specialpladserne, som pladser til demente og senhjerneskadede, vil få færre penge, når modellen forventeligt træder i kraft i 2024.

Hidtil har der været forskellige tillæg oven i grundbeløbet, alt efter typen af specialpladser. Psykiatriske pladser har for eksempel udløst et tillæg på 56 procent oven i grundbeløbet, mens demenspladser har fået tildelt 89 procent oven i grundbeløbet. Fremover skal alle specialpladser have samme tillæg på 65 procent, lyder oplægget fra forvaltningen.

Sagen blev præsenteret for social- og seniorudvalget i sidste uge og skal i høring hos ældre-/seniorrådet og hos Område-MED, inden udvalget får den tilbage igen til beslutning.

Især centrene med demenspladser vil få en mindre tildeling, fremgår det af dagsordenen, der giver et eksempel: Fjordglimt i Sennels står således til at få reduceret sit budget med knap 1,3 millioner kroner, svarende til en reduktion på 5,3 procent. 

Modsat får et alment plejecenter som for eksempel Kristianslyst i Thisted tildelt knap 600.000 kroner ekstra, svarende til et løft på 3,6 procent. Det skyldes, at med den ny model vil selve grundbeløbet bliver højere end i dag.

Anne Fink, chef for Ældre og Træning i Thisted Kommune, siger:

- Det er selvfølgelig træls for dem, der skal afgive noget, for de synes jo, det fungerer godt, som det er i dag. Men de kan også godt se behovet for, at vi løfter på det andet. I den ideelle verden med penge nok ville vi selvfølgelig bare hæve budgettet, men det er desværre ikke sådan, verden ser ud. Vi foreslår dog at hæve den samlede tildeling til plejecentrene med en million kroner.

Forvaltningen lægger således op til, at området tilføres en ekstra million kroner fra demografimidlerne fra 1. januar 2024. Det samlede budget for plejehjemmene er knap 232 millioner kroner.

Anne Fink oplyser, at lederne af kommunens plejecentre har været inddraget i forarbejdet til den ny tildelingsmodel.

- Vi har nedsat en arbejdsgruppe bestående af plejecenterledere, som har arbejdet med det her ud fra et helhedsblik på, hvad området kalder på, og de er så kommet frem med denne her model. Og så har vi drøftet det i den samlede plejecenterledergruppe, siger hun og tilføjer:

- Vores gamle model har efterhånden mange år på bagen, og vi skal tilpasse os til, at de borgere, der bor på de almene plejecentre er blevet mere plejekrævende hen over de seneste år. Så det er simpelthen for også at kunne passe de borgere ordentligt, i erkendelse af at det ikke kun er på vores specialplejecentre, vi har meget syge beboere.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden