Forældre: Luk børnehaven, og lad friskolen overtage den

Nordmors Børnegård var i spil ved kommunens budgetforhandlinger, men der er ikke besluttet noget. Nu er forældrebestyrelsen kommet kommunalbestyrelsen i forkøbet med en indstilling om lukning af børnehaven, som Naturfriskolen er parat til at overtage

Kirsten Ringgaard, leder af Naturfriskolen Nordmors, foran Nordmors Børnegård, som friskolen håber at overtage fra 3. april. Først skal kommunalbestyrelsen dog vedtage en lukning af den nuværende daginstitution.  
Kirsten Ringgaard, leder af Naturfriskolen Nordmors, foran Nordmors Børnegård, som friskolen håber at overtage fra 3. april. Først skal kommunalbestyrelsen dog vedtage en lukning af den nuværende daginstitution.   Foto: Bo Lehm

SEJERSLEV: Børnehaven er den eneste kommunale på hele den nordlige del af Mors. Men med udgangen af marts måned er det - efter alt at dømme - slut med dette daginstitutionstilbud i Sejerslev. 

Til gengæld vil Nordmors Naturfriskole 3. april åbne en ny, aldersintegreret institution i de samme lokaler.

Lukningen af Nordmors Børnegård var i spil i forbindelse med efterårets budgetforhandlinger i Morsø Kommune, men er endnu ikke blevet vedtaget. Det bliver den formentlig, når sagen kommer på dagsordenen  i først børne- og kulturudvalget 22. februar, og 7. marts i den samlede kommunalbestyrelse.

Men det har Naturfriskolen Nordmors ikke tid til at vente på, hvis der skal ansættes både leder og personale til den kommende børnehave.

- Vi kan jo ikke vente til 8. marts med at lave et stillingsopslag, hvis vi skal have ansat i ny leder til 3. april, siger lederen af Naturfriskolen Nordmors, Kirsten Ringgaard.

Det er er en del af baggrunden for et ret usædvanlig sagsforløb, hvor forældrebestyrelsen for Nordmors Børnegård 19. januar vedtog en indstilling til kommunen om at lukke daginstitutionen.

Forud er gået en periode med faldende børnetal i institutionen, som også har været ramt langtidssygemeldinger blandt personalet. 

Men Nordmors Børnegård har været et rigtig fint tilbud, understreger Jane Ry Spanggaard, der er formand for forældrebestyrelsen:

- Jeg har været rigtig glad for at have mine børn i insitututionen. Men når vi bor i Udkantsdanmark - og også Udkantsmors - med faldende børnetal og så videre, så kan man jo sagtens forestille sig, at en lukning  vil komme op igen, når kommunen skal lægge budget.

- Samtidig står friskolen klar. De vil gerne sikre sig, at der fortsat er et dagtilbud på Nordmors. Og det vil vi også, siger hun om baggrunden for forældrebestyrelsens anbefaling af, at den kommunale institution lukker.

Et gammelt ønske 

Friskoleleder Kirsten Ringgaard bekræfter, at det er et gammelt ønske at få en daginstitution som en del af friskolen. Den ville kunne oprettes i pavilloner, men det er en meget bedre løsning at overtage de eksisterende og meget velegnede bygninger, der ligger lige op og ned ad friskolen.

Hun håber, at den kommende fribørnehave vil tiltrække flere børn end de 24, som i dag er indskrevet på Nordmors Børnegård - 20 børnehavebørn og fire i vuggestueafdelingen.

- Og vi håber, at forældrene vil være med til at bestemme, hvordan den skal være. Vi har brug for at sikre en rød tråd, så vi får nogle kommende elever til friskolen, siger Kirsten Ringgaard - som understreger, at det naturligvis ikke er noget krav, at børnehavebørnene skal fortsætte i friskolen.

Stillingsopslaget for den kommende leder af institutionen er netop blevet slået op. Desuden forventer friskolen, at der skal ansættes seks-syv medarbejdere, som også kommer til at arbejde i friskolens SFO.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden