Vindmølleenergi

Forening raser mod mølleplaner: - Det er et overgreb!

Lokal forening har genoplivet sig selv i protest mod forslaget om at udvide Det Nationale Testcenter for Vindmøller ved Østerild Plantage

Også da det nuværende testcenter blev til, var der massive lokale protester. Her et protestmøde i 2010 mod fældningen af træer ved Østerild for at give plads til de store testmøller.
Også da det nuværende testcenter blev til, var der massive lokale protester. Her et protestmøde i 2010 mod fældningen af træer ved Østerild for at give plads til de store testmøller. Arkivfoto: Peter Mørk

Opdateret 16. oktober 2023 kl. 16:57

Et decideret overgreb mod mennesker og natur.

Så markant er udmeldingen fra Foreningen imod Kæmpevindmøller ved Bulbjerg- Bulbjerg Natur, der i en pressemeddelelse fortæller, at foreningen lørdag har reaktiveret sig selv.

Det sker som en reaktion på de planer, som Nordjyske har beskrevet i flere artikler og som går ud på at udvide Det Nationale Testcenter for Vindmøller i Østerild Plantage mod nord. Netop det område var tidligere blevet valgt fra, da politikerne på Christiansborg ledte efter plads til test af nye kæmpemøller. Men nu har et folketingsflertal alligevel besluttet at sætte gang i screening, der skal afdække, om området kan huse et tredje nationalt testcenter.

I pressemeddelelsen tager foreningen klart afstand fra "opstilling af kæmpevindmøller på 450 meter ved Vesterhavet på Danmarks længste ubebyggede kyststrækning", ligesom foreningen siger "nej til nedlæggelse af vores lokalsamfund".

Foreningen imod Kæmpevindmøller ved Bulbjerg- Bulbjerg Natur blev stiftet i 2013. Den fik ifølge pressemeddelelsen i de følgende år afværget opstilling af møller i og ved det, foreningen kalder "de naturskønne områder i nærheden af en af vestkystens og Danmarks største naturseværdigheder, Bulbjerg."

- Bulbjerg har hvert år titusinder af besøgende. Ligeså lidt som nogen ville overveje at spolere udsigten fra og omgivelserne omkring Møns Klint, burde det være muligt at gøre det omkring Bulbjerg, lyder det i pressemeddelelsen, hvor foreningen lufter "dyb bekymring over, at der nu – i strid med de udtalelser, der blev afgivet for nogle år siden ved udvidelsen af Testcenteret - er overvejelser om endnu en udvidelse mod nord, der vil muliggøre opstilling af møller på 450 meter ved kysten". 

Pressemeddelelsen fremhæver hensynet til naturen, herunder de enestående klitheder og andre beskyttede arealer og udsigten fra Bulbjerg, men den peger også på, at projektet ville kunne betyde nedlæggelse af boliger og af en kirke. 

- Dermed øges risikoen for, at vores lokalsamfund, der i de senere år har været i fremgang, på ny vil blive ramt af befolkningstilbagegang, så vi mister den lokale skole og den lokale brugs. I denne sammenhæng skal også nævnes, at lokale og Thisted Kommune har samarbejdet om projekter de sidste fire-seks år. Projekter der kunne styrke områdets kvaliteter, men nu risikerer at falde til jorden. Naturen omkring Bulbjerg skal ikke være et tag-selv-bord for vindmølleindustrien. Vi vil nu samle egnens befolkning imod dette projekt og appellerer til kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune, at de forhindrer dette overgreb mod mennesker og natur, lyder det i pressemeddelelsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden