Sygehuse

Forening skal altid forklare sit navn: Nu vil man have et nyt

- Vi er nok lidt selv skyld i, at vi har så få medlemmer, mener formanden

Foreningen FAST vil gerne have nogle flere medlemmer, og det kan en ændring af navnet måske bidrage til, mener bestyrelsesformand Erik Holm.
Foreningen FAST vil gerne have nogle flere medlemmer, og det kan en ændring af navnet måske bidrage til, mener bestyrelsesformand Erik Holm. Arkivfoto: Henrik Louis

THY-MORS: - Det med navnet FAST - man skal hele tiden forklare, hvad det er for noget. Jeg tror, at vi lidt selv er skyld i, at vi har så få medlemmer, blandt andet på grund af det navn, vi har.

Det siger Erik Holm, formand for foreningen FAST, der altså står for Fremtidens Akutsygehus i Thisted. 

Muligheden for at rekruttere nye medlemmer var det, der blev diskuteret mest på foreningens generalforsamling onsdag aften. Til trods for at mange tusinde borgere i Aalborg Universitetshospital Thisteds optageområde jævnligt benytter sig af sygehusets tilbud, så har støtteforeningen lige nu kun 108 medlemmer.

- Måske skal vi hedde Støtteforeningen FAST eller noget andet, der signalerer et tydeligere tilhørsforhold til sygehuset i Thisted. Vi er på jagt efter et nyt navn, og det vil bestyrelsen tage op på sit næste møde, hvordan gør vi det, fortæller Erik Holm.

Han mener desuden, at det heller ikke ligefrem bidrager til medlemsfremgang, at der i flere år har været to Facebooksider, der hedder næsten det samme. Den ene, der hedder "Vi støtter Thisted Sygehus som akutsygehus", er en privat gruppe med 13.000 medlemmer. Den er oprettet på initiativ af Tage Leegaard.

Den anden, som er en offentlig gruppe med 566 følgere, er oprettet af foreningen FAST. Den hedder "Hold FAST i akutsygehuset i Thisted".

- Det dur ikke med to sider. Jeg har faktisk allerede snakket med Tage Leegaard om det, og han er positiv over for, at vi vil arbejde på at slå de to sider sammen. Jeg tror, det kunne bidrage til at sikre flere medlemmer, siger Erik Holm og fortsætter:

- Det er tanken, at kun en af de eksisterende skal fortsætte. Det tror jeg, vi finder ud af. Og så håber vi, at det kan understøtte foreningen og forhåbentlig være med til at give lidt flere medlemmer.

På generalforsamlingen var der genvalg til Lisbet Brun, Annette Hegnhøj, Irene Vils og Erik Holm. Hans Jørgen Ravnborg ønskede ikke genvalg. I stedet blev Ansgar Nygaard, der er kommunalbestyrelsesmedlem for Venstre i Morsø Kommune, valgt ind i FAST's bestyrelse, hvor han sammen med Hanne Haaning repræsenterer Mors. Ud over de nævnte sidder også Jan Krogh, Hanne Korsgaard og Mai-Brit Klitgård Nielsen i bestyrelsen.

Inden generalforsamlingen var FAST vært for et offentligt møde, hvor der blev sat fokus på muligheden for, at Thy-Mors området eventuelt kan få et hospice. Det viste sig at være et emne, som mange har interesse for. Cirka 70 borgere deltog i denne del af aftenen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden