Fra Kina til Thisted. Og retur som ambassadør

Men familiens tid i Kina blev kortere end ventet. For efter få år kom kommunisterne til magten. Derfor voksede Laurids Mikaelsen i stedet op i Thisted, hvor hans far, Emil Mikaelsen, overtog en lægepraksis. 

Selv blev Laurids Mikaelsen jurist, og fik arbejde i den danske udenrigstjeneste. Og skæbnen ville, at han en dag kunne krydse sit spor og vende tilbage til Kina som Danmarks ambassadør.

Han var kun halvandet år, da familien måtte rejse hjem til Danmark, og han har ikke nogen barndomserindringer fra det land, hvor han måske - hvis verdenshistorien havde formet sig anderledes - havde fået hele sin opvækst. 

- Mine forældre lærte kinesisk og havde i det hele taget forberedt sig godt, så der er ingen tvivl om, at de ville blive i Kina, om ikke for altid, så i hvert fald i mange år, fortæller Laurids Mikaelsen.

Vi møder ham i anledning af, at han har skrevet en bog om forældrene, "Historien om Anna og Emil Mikaelsen", som også rummer nogle kapitler af hans egen livshistorie. 

Efter et år i USA kom Anna og Emil Mikaelsen i april 1947 til Kina. Det første år gik med at lære kinesisk på en sprogskole i Peking (Beijing), inden Emil Mikaelsen blev læge på et hospital i det centrale Kina, i Kiukiang, som nu staves Jiujian, og som i dag er en by med op mod fem millioner indbyggere.

Far med is i maven

Hospitalet var grundlagt af amerikanske missionærer, og det var på dette hospital, at Laurids Mikaelsen kom til verden i juni 1948. Men allerede da den danske lægefamilie ankom, var alle amerikanere rejst hjem, og i efteråret 1948 fik de advarsler om, at de kunne blive nødt til at flygte på grund af borgerkrigen. 

Men Emil Mikaelsen "havde is i maven", som hans søn skriver i bogen:

"De havde ikke set noget til fronten og troede, at den var langt væk. De opdagede først, hvor den var, da fronten lagde sig lige nord for byen".

I februar 1949 besluttede de sig imidlertid for, at det var på tide at rejse. Der skulle dog gå et halvt år, før de nåede til Hongkong, og i mellemtiden overvejede Emil Mikaelsen, om det var muligt a fortsætte missionsvirksomheden i andre byer på det kinesiske fastland. 

Men det blev til, at familien vendte hjem til Danmark. Og 1. januar 1950 - tre måneder efter at Mao Zedong havde udråbt Folkerepublikken Kina - overtog Emil Mikaelsen en lægepraksis ovenpå Løveapoteket i Vestergade i Thisted - hvor familien også kunne flytte ind i en rummelig lejlighed. 

Dåbsfad, men ingen papirer

Efter en del bureaukrati og en attest fra den danske gesandt i Kina blev Laurids også anerkendt som dansk statsborger. For på deres flugt havde hans forældre nok medbragt det fad, han var blevet døbt i, men ikke nogen papirer på, at han faktisk var deres søn.

Barndomsårene i Thisted husker han som en god tid:

- Det var det - det var en fin tid. Også i gymnasiet, fortæller Laurids Mikaelsen - der netop har været til 55 års studenterjubilæum på Thisted Gymnasium.

På jurastudiet i Aarhus fik han hurtigt interesse for international ret. Og hans embedseksamen faldt sammen med Danmarks optagelse i EF i 1973, hvorefter der ventede et job som ekspert i EF-ret i statsadministrationen.

Det blev startskuddet til en karriere i udenrigstjenesten, herunder en post som ministerråd ved ambassaden i Washington og senere seks år som ambassadør i Polen frem til 2004. Det sidste var en usædvanlig lang periode for en ambassadør, hvilket ifølge Laurids Mikaelsen havde sammenhæng med, at Polen i de år var på vej ind i både EU og NATO.

Derefter blev han - til sin egen store overraskelse - bedt om at overtage ambassadørposten i Beijing:

- Jeg måtte gøre opmærksom på, at jeg altså var født i Kina. Om det kunne udgøre et problem? Så udenrigsministeriet spurgte de kinesiske myndigheder. Der kom aldrig noget svar, men kineserne godkendte mig som ambassadør.

Laurids Mikaelsen og hustruen Grete havde tre gode år i Kina. Men modsat sine forældre, da de næsten 60 år tidligere rejste til Kina, kom han uforberedt - og havde for eksempel ikke lært kinesisk.

- Det kunne jeg godt ærgre mig over. Men på den anden side er der ikke tradition for, at diplomater lærer sproget i det land, de kommer til, fortæller han.

Fyrstelig modtagelse

Som ambassadør kom han rundt i landet, men et besøg i fødebyen Jiujian har naturligt nok prentet sig særligt i hukommelsen. Her skulle der aflægges besøg på det hospital, hvor hans far havde været læge. Og at myndighederne var informeret om hans historie, det blev klart, da delegationen pludselig blev eskorteret af politibiler:

- Vi kørte mod ensretningen i en gade, og vi blev modtaget fyrsteligt. Selve hospitalet er i dag nyopført, men vi besøgte også lægeboligen, hvor min familie boede. Og det var virkelig bevægende, fortæller Laurids Mikaelsen.

- Der er ingen tvivl om, at det var blevet godkendt et sted højere oppe i det kommunistiske system. Ellers var der ingen, der havde turdet begive sig ud i det. For i Kina er historien før revolutionen i dag ikke-eksisterende. 

Laurids Mikaelsens forældre nåede ikke at opleve, at deres søn blev ambassadør i Kina. Anna og Emil Mikaelsen døde i henholdsvis 1988 og 1999:

- De ville gerne have vidst det. Men de sad oppe på skyen og fulgte med... 

Fra Kina kom han i 2007 til Litauen som ambassadør. Det blev hans sidste post, og i 2010 gik han på pension. Han og hustruen bor i dag i Snekkersten nord for København, hvor Laurids Mikaelsen fortsat er aktiv som skribent om internationale forhold. Senest har han i mediet POV International kommenteret den aktuelle krise i forholdet mellem Folkerepublikken Kina og Taiwan. 

Et stykke storpolitik, der er vævet tæt sammen med hans egen familiehistorie.