Kultur

Fra mande- til drengeverden: Anne Kalhave Brostrøms tredje bog om Alba

Efter to bøger om Alba som voksen skildrer "Luftslør" hovedpersonen som 11-årig

Anne Kalhave Brostrøm er klar med bog nummer tre i serien om den skotsk-danske mand - og dreng - Alba. 
Anne Kalhave Brostrøm er klar med bog nummer tre i serien om den skotsk-danske mand - og dreng - Alba.  Arkivfoto: Bo Lehm

THISTED:  Serien startede med en samling digte om den 50-årige mand Alba, der er halvt skotsk, halvt dansk.

Så fortsatte Anna Kalhave Brostrøm med at skildre manden, da han som ung oplevede en voldsom ulykke på en boreplatform, der efterfølgende udløste posttraumatiske stressreaktioner. 

Nu er Thisted-digteren klar med den tredje af fire planlagte bøger om Alba, "Luftslør", med undertitlen "Drengede digte". Bogen udspiller sig i 1971, Alba er 11 år og sammen med sine forældre og vennen Robbie på ferie hos sin morfar ved Vesterhavet i Thy. De to drenge leger røvere og soldater og får luft under vingerne i Thys natur.

- Venskabet mellem Alba og Robbie er stærkt og demonstrerer en broderskabslignende kærlighed i de ukuelige og sprøde år, før teenagealderen sætter ind. Det er en tid, hvor alt skal udforskes, og hvor alt er muligt, fortæller Anne Kalhave Brostrøm, der beskriver"Luftslør" som en bog om en drengs gryende maskulinitet og følsomhed.

Et andet tema er forholdet mellem Alba og hans far, der er krigshelt fra D-dag i Normandiet.

- Det tema har flere lag og er mere kompliceret. Kærligheden mellem de to er der dog ingen tvivl om, fortæller forfatteren.

"Luftslør" af Anne Kalhave Brostrøm med omslagsillustration af Troels Schwarz.

"Luftslør" følger efter "Jordskred" og "Ildstorm". Som titlerne antyder, er forfatteren inspireret af de fire elementer. Bøgerne kan læses uafhængigt af hinanden - eller som en sammenhængende fortælling om maskulinitet og sårbarhed i forskellige livsfaser, fortæller Anne Kalhave Brostrøm.

Som i de foregående bøger er stilen i "Luftslør" kortfattet - og som noget nyt på rim. Og al tekst er skrevet med små bogstaver for at matche den 11-årige fortæller. 

Bogen er illustreret med akvareller af Troels Schwarz fra Klitmøller. 

"Luftslør" udkommer 1. december på forfatterens eget forlag - AKB Forlag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden