Fugleinfluenza i Frøstrup var en and
Fødevarestyrelsen undersøgte hønsehold med 18.000 dyr, som efterfølgende kunne frigives
FRØSTRUP/KØBENHAVN: Corona er ikke ene om at være en smitsom virus, der florerer for tiden. Også fugleinfluenzaen hærger stedvist, og i januar måtte 50.000 høns aflives, efter at Fødevarestyrelsen havde fundet fugleinfluenza i et økologisk hønsehold nær Sæderup syd for Aalborg.
I denne uge forlød det, at der var udbrudt fugleinfluenza i Frøstrup. NORDJYSKE forelagde torsdag spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der på mail sidst på dagen har sendt følgende svar:
”Jeg kan bekræfte, at der blev taget prøver tirsdag eftermiddag i et hønsehold i Frøstrup med 18.000 dyr. Statens Seruminstitut SSI har nu analyseret prøverne og her til eftermiddag oplyst, at de var negative, og at der altså ikke er konstateret fugleinfluenza i besætningen,” skriver pressekonsulent Mikkel Joensen, Fødevarestyrelsen.
Normalt er fugleinfluenza ikke farlig for mennesker, og kun få fugle dør af sygdommen. Men den spreder sig med corona-hast og skal derfor bekæmpes effektivt. I 2018 blev der fundet to havørne i Thy, henholdsvis ved Hurup og Hjardemål, som begge var døde af fugleinfluenza.