Populær blandt gæster - men café skal fjernes
Travlhed i Surf'n Coffee, der ifølge kommunen skal fjernes inden 1. juni. Men ejeren har anket, og håber på opsættende virkning, mens sagen behandles
Opdateret 19. maj 2023 kl. 08:01
HANSTHOLM: Kommunen har afgjort, at containerne skal fjernes.
Men ikke desto mindre er der nu igen åbent i Surf'n Coffee - cafeen som firmaet WestWind sidste år etablerede i to skibscontainere, opstillet på en grusbelagt plads, lige ned til stranden og den meget populære surflokalitet øst for Hanstholm Havn.
Og i onsdagens mere end friske vind fra nordvest var der masser af surfere på vandet - og godt fyldt på den overdækkede terrasse ved cafeen.
Blandt andet havde surfstedet besøg af en årgang efterskoleelever fra Femmøller Efterskole på Mols, der for tredje år i træk markerede afslutningen på skoleåret med en tur til Thy. De har surfet både på Vandet Sø og ved Hanstholm, hvor det dog ikke var alle, der havde mod på at forsøge sig på havets bølger. De kunne til gengæld hvile ud ved surfcafeen.
Ifølge Thisted Kommune skal containerne fjernes inden 1. juni - altså om små 14 dage. WestWind har ganske vist en femårig lejekontrakt med Hanstholm havn, der ejer området. Men firmaet forsømte at få den byggetilladelse, som kræves for containere, hvis de står det samme sted i mere end seks uger. Og med henvisning til, at containerne er opstillet i et område forbeholdt havnerelateret virksomhed, sagde Thisted Kommune for et par måneder siden nej til at lovliggøre dem.
Afgørelse er anket
Rasmus Fejerskov satser dog på, at han og hans medarbejdere kan blive ved med at sælge kaffe og is fra Surf'n Coffee, også efter 1. juni. For med hjælp fra et advokatfirma i Aarhus har han anket kommunens afgørelse til Planankenævnet - og håber på, at anken får opsættende virkning.
- Vi har ikke fået andet end opbakning fra alle i det lokale erhvervsliv, som vi snakker med. Så vi har ikke nogen planer om at lukke, siger han.
Og Nicklas Bengtsen, en af de lærere fra Femmøller Efterskole, som i de sidste tre dage har været i Thy sammen med hele efterskoleårgangen, synes også det vil være en rigtig dårlig idé, hvis dette servicetilbud forsvinder.
- Det er tredje år, vi her med alle eleverne inden sommerferien. Nu har vi besluttet at komme igen til september, som et introduktionstilbud for de nye elever. Det er mega-rart at der sted, hvor de elever, der ikke er ude og surfe, kan sidde og slappe af. Så vi krydser fingre, siger han.
Tre af efterskoleleverne - hvoraf de to har været ude og prøve kræfter med bølgerne, mens den tredje afstod - er enige:
- Det er jo steder som det her, der gør, at kysten kan kalde sig Cold Hawaii, siger Otto Cornelius Nottelmann, der nåede at få sig nogle ture på surfbrættet - selv om det mest blev i liggende stilling.
Alex Boye Kristiansen erkender, at han også kun havde begrænset succes med at surfe på bølgerne fra Nordsøen. Men han fortsætter på efterskolen efter sommerferien - og glæder sig til at komme tilbage til Thy til september.
- Men det er ikke så godt, hvis de lukker stedet her, siger han.
Om Surf'n Coffee kan overleve, det er altså op til Planklagenævnet. Og samme nævn skal i første omgang tage stilling til, om containerne må blive på stedet, indtil der er truffet en afgørelse. Det oplyser Marianne Galsgaard, plan- og miljøchef i Thisted Kommune.
Flytning et godt kompromis
Hvis det ender med et nyt nej til den nuværende placering, er Rasmus Fejerskov indstillet på en løsning, hvor surfcafeen flyttes omkring 700 meter længere mod øst - til en placering ved den østligste af de tre store møller. Her vil den være uden for lokalplanområdet for Hanstholm Havn.
- Det kunne være et godt kompromis. Og det er et oplagt sted, fordi den så kommer til at ligge neden for den såkaldte surfertrappe, siger Rasmus Fejerskov.
Den placering er dog heller ikke uden problemer, fordi området er beskyttet af dels Natura 2000-reglerne, dels en paragraf 3-beskyttelse.
- Jeg kan ikke afgøre noget, før vi får en eventuel ansøgning. Men jeg tror, at det vil blive overordentlig vanskeligt, siger Marianne Galsgaard.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.