Gammel teaterbygning: Skal den overtages af kommunen?
Politikere overvejer, om Thisted Musikteater skal være kommunal ejet - eventuelt med fortsat drift som selvejende institution
Opdateret kl. 20:17
THISTED: Et næsten 90 år gammelt teater - med i alt knap 2000 kvadratmeter under tag.
Det er en bekostelig bygning at holde vedlige for en selvejende institution. Og derfor er Thisted Musikteater i dialog med Thisted Kommune om en eventuel kommunal overtagelse af teaterbygningen fra 1933.
- Det er noget, vi har snakket med kommunen om gennem flere år, og kommunen har også lavet en teknisk gennemgang af bygningen, fortæller Chris Poulsen, der er formand for - og daglig leder af - Thisted Musikteater.
Teaterbygningen var oprindelig ejet af det daværende Hotel Aalborg, som den også er bygget sammen med, mens den blev drevet af Thisted Håndværkerforening. Men efter at hotellet lukkede, blev teaterbygningen i 1998 overtaget af af en selvejende institution og fik sit nuværende navn.
Økonomisk var Thisted Musikteater siden igennem nogle svære år. I det seneste årti er økonomien dog kommet på ret kurs, men den selvejende institution har over flere omgange måttet bede Thisted Kommune om penge til vedligeholdelse af den aldrende bygning.
Tre modeller
Nu er kommunens sundheds-, kultur- og fritidsudvalg blevet præsenteret for tre modeller for den fremtidige drift af musikteatret: Selveje som hidtil. Kommunal overtagelse af bygningerne, men fortsat drift af en selvejende institution. Eller kommunal overtagelse og drift.
Chris Poulsen lægger ikke skjul på, at han foretrækker model nummer to:
- I al ubeskedenhed, så går selve den daglige drift jo rigtig godt. Men man må sige, at det er en udfordring at vedligeholde sådan et gammelt hus. Så bestyrelsen bakker op om den idé, at bygningen bliver kommunal, mens driften fortsat varetages af en selvejende institution, siger han.
Sundheds-, kultur- og fritidsudvalget har netop haft sagen på dagsordenen, men ønsker at få den yderligere belyst, inden man træffer endelig beslutning.
- Der er plusser og minbusser ved det hele, men jeg vil gerne vente med at tage stilling, siger formanden for udvalget, Torben Overgaard (K).
Renovering af facaden
Derimod kunne udvalget på samme møde nikke ja til, at en kommunal bevilling på 738.000 kr. til renovering af teatrets scenetårn i stedet bruges på facaden med teatrets indgang ud mod Håndværkertorv.
Facaden blev slemt medtaget efter en periode med hård frost sidste vinter, hvorefter dele af pudset skallede af.
Det vil ifølge et overslag koste omkring 700.000 kr. at renovere både denne facade og vestfacaden ud mod Christen Kolds Plads. Og scenetårnet kan ifølge kommunens teknikere godt holde til, at renoveringen her udsættes i nogle år.
Ud over denne renovering har Thisted Musikteater fået en kommunal bevilling på én million kroner til udskiftning af teatrets gamle, hånddrevne scenetræk med nye elektriske. Og der bliver også penge til nye elinstallationer og andre fornyelser på scenen, oplyser Chris Poulsen.
Dette arbejde går i gang 25. april.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.