Genbrugsplads skal udvides: Ny hal til kildesorteret genbrugsaffald
Flere beboere kom med indsigelser, da kommunen midlertidigt tog en hal i Thorsted i brug til opbevaring af kildesorteret husholdningsaffald - nu gøres der klar til at opføre en ny hal øst for genbrugspladsen på Flintborgvej

Hallen i Thorsted bruges som en midlertidig løsning indtil kommunen har opført en permanent hal til opbevaring af kildesorteret genbrugsmateriale fra husholdningsaffald. Arkivfoto: Bo Lehm
THORSTED:- Hallen i Thorsted er i brug som en mellemløsning. Vi manglede plads til kildesorteret affald til genbrug i en periode, indtil der kan opføres en ny hal i et område i forlængelse af den nuværende genbrugsplads på Flintborgvej.
Det siger Jens Kr. Yde (K), formand for kommunens udvalg for erhverv, klima, miljø og teknik, efter at udvalget har indstillet at sende et forslag til lokalplan i høring. Forslaget skal gøre det muligt at udvide det nuværende genbrugscenter på Flintborgvej i Thisted.
Kommunalbestyrelsen besluttede i september 2021 at give en anlægsbevilling til køb af areal øst for genbrugspladsen samt til projektering af en ny omlastehal. Det skete dengang med tanke for at sikre mulighed for at udvide genbrugscentret som følge af kommunens nye affaldsordning, der blev indført i november 2022.
Udvidelsen skal sikre pladsen til at opføre en permanent omlastehal som erstatning for den nuværende midlertidige løsning, hvor kommunen bruger en hal i Thorsted til midlertidig opbevaring af plast, kartoner, papir, pap samt glas og metal, der er sorteret fra det indsamlede husholdningsaffald.
- Hallen i Thorsted var tilgængelig, da vi manglede plads til affaldet. Når vi får hallen på Flintborgvej, skal den ikke bruges længere, siger Jens Kr. Yde og tilføjer, at pengene til at bygge den nye hal på Flintborgvej ikke vil belaste kommunens anlægsbudget.
- Affaldsområdet er brugerfinansieret, siger han.
Lokalplanen, som nu sendes i fire ugers offentlig høring, giver dels mulighed for at opføre omlastehallen i tilknytning til genbrugscentret, dels indeholder den bestemmelser om etablering af støjafskærmning og beplantning omkring pladsen. Vejadgang til hallen sker ad Flintborgvej. Den nye hal ventes klar i 2024.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.