Gigantisk transport i Thy: Næsten 100 meter lang
Veje afspærres, mens kæmpe møllevinge fragtes til testcenter
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:24
Opdateret: Selve møllevingen vejer omkring 40 ton, ikke 170 ton, som tidl. nævnt
THY: Søndag eftermiddag startede transporten af en gigantisk vindmøllevinge fra Hanstholm til testcentret i Østerild.
Møllevingen er næsten 100 meter lang og vejer omkring 40 ton, og transporten foregår forsigtigt og langsomt ad veje, der midlertidigt må afspærres for anden trafik.
Den gigantiske vindmøllevinge skal sættes på en testvindmølle fra Siemens Gamesa. Den testvindmølle har hidtil brugt 93 meter lange møllevinger, men de udskiftes nu med tre andre vinger, som er 97 meter lange.
Testvindmøllen er af typen SG11 og er beregnet til at levere en effekt på hele 11 MW/MegaWatt
Og søndag bliver den første af disse lange møllevinger fragtet til testcentret i Østerild.
Politiet eskorterer transporten, og også Hjemmeværnet deltager for at sikre, at andre bilister ikke kommer på tværs.
Møllevingen er så stor og bred, at der ikke er plads til andre køretøjer på veje, hvor den fragtes frem.
Transporten går fra Hanstholm ad hovedvej 26 til Ræhr og derefter hovedvej 29 mod Østerild og videre ud til vindmølle-testcentret i Østerild plantage.
Det er ikke en helt nem køretur, for kæmpemøllen skal passere flere rundkørsler. Firmaet BMS Krangården står for transporten.
De to andre møllevinger transporteres fra Hanstholm til testcentret mandag og tirsdag, begge dage fra kl. 18.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.