Giver ølstafetten videre: Ikonisk værtshus søger ny forpagter
Efter to sæsoner skal der nye kræfter til - så går du med en kromutter i maven, skal du slå til nu

Stalden i Klitmøller åbnede i juni 2021 - nu er holdet bag klar til at give stafetten videre Arkivfoto
KLITMØLELR: Efter to sæsoner er det tid til at give ølstafetten videre, når det legendariske værtshus, Stalden i Klitmøller, skal finde en ny forpagter.
- Det har været to fantastisk sjove og lærerige sæsoner, men det har aldrig været planen, at Stalden skulle være vores til evig tid. Det har været vigtigt for os, at Klitmøller og omegn havde mulighed for at samles og nyde en kold øl - derfor gik vi ind i projektet, siger medejer Mikael Konradsen.
Holdet bag Stalden Klitmøller udgøres af Morten Kristensen, Louise Møller, Mikael Konradsen og Kristian Kjøller. De er alle stolte over det, Stalden har præsteret de sidste to sæsoner.
Værtshuset har været drevet som et passionsprojekt, og fokus har været på skabe et lokalt vandingshul, der samtidig skal samle mennesker omkring koncerter og andre sociale arrangementer. Nu er tiden inde til, at de charmende lokaler skal overtages af et nyt hold, der forhåbentlig kan lægge endnu mere energi i at forme et lokalt mødested - eller noget helt andet. Lokalerne rummer mulighed for køkken så mulighederne er mange:
- Vi føler, at der er skabt de bedste forudsætninger for at videreføre Stalden og stedets ånd til de næste. Alt er sat op sådan, at man bare behøver nøglen for at køre stedet videre. Stalden vil forblive åben indtil de nye forpagtere er fundet, da det stadig betyder meget for os, at der findes et sted, hvor byen og området kan mødes, siger Mikael Konradsen.
Stalden består af to barer og har plads til 150 gæster indenfor. Foruden barerne er der køkkenfaciliteter i et tilstødende rum og udendørs siddepladser på terrassen.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.