Gode lærepenge til Bedsted trods nederlag
Bedsted kunne godt tage noget med fra lørdagens kamp mod Aalborg trods klart nederlag
AALBORG: Bedsteds herrer i volleyballens 1. division var lørdag på en svær opgave, da de på udebane mødte rækkens tophold fra Aalborg Volleyball. Opgaven blev yderligere besværliggjort af, at holdet var ramt af sygdom, afbud og skader. Det blev da også til et klart nederlag på 0-3 for Bedsted, men trods det klare nederlag, så gav kampen gode lærepenge.
- I forhold til at få bragt nogle nye spillere ind og tættere på holdet, kan vi godt være tilfredse med kampen i dag. Rent pointmæssigt ville vi selvfølgelig gerne have været tættere på, men Aalborg er jo også et super godt hold, siger Bedsted-træner Flemming West.
Fra kampens start var det tydeligt at se, at det ville blive en vanskelig eftermiddag for Bedsted. Holdet kom bagud med 8-3 og 7-14, og første sæt blev tabt med 14-25. I andet sæt viste Aalborg igen deres store styrke og kom hurtigt markant foran. Bedsted kunne ikke stille meget op i andet sæt, som blev tabt stort med 11-25. I tredje sæt kom Bedsted endnu en gang stort bagud, denne gang med 0-6 og 4-10, og thyboerne tabte tredje sæt med 16-25.
- Aalborg er et bedre hold end os, og vi blev overmatchet i dag. Vi fik dog bragt Nicklas Hessellund og Erik Steffensen i spil i dag, og det glædede jeg mig over, siger Flemming West.
Næste kamp for Bedsted i 1. division er den 27. november, når ASV Aarhus kommer på besøg i Bedsted Hallen.
Volleyball, 1. Division Herrer
Aalborg Volleyball
Bedsted KFUM
Resultat: 3-0
Sætscore: 25-14, 25-11, 25-16
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.