Godt nyt efter trængte tider: Fiskeriet får højere kvoter på vigtige arter
- Vi ser ind i et fornuftigt år efter en trængt periode, siger Jan N. Hansen, formand for Hanstholm Fiskeriforening, efter fiskekvoterne for 2023 er meldt ud
HANSTHOLM: - Det bliver sjovere at være fisker...
Det siger Jan N. Hansen, formand for Hanstholm Fiskeriforening, efter fiskeriet har fået sine kvoter for 2023. Set fra hans formandsstol er det godt nyt både for hans medlemmer og for Hanstholm Havn som helhed.
- Kvoterne stiger på alle de arter, der er vigtige for Hanstholm Havn, siger Jan N. Hansen, og peger på arter som torsk og kuller, hvor næste års kvoter stiger i både Nordsøen og Skagerrak. Kvoten på kuller går samme vej.
- Udviklingen er positiv og er et udtryk for, at bestandene vokser. Og det er særligt glædeligt, at vi nu ser en sammenhæng mellem størrelsen på de enkelte bestande og den mængde, der må fiskes på dem, siger Hanstholm-fiskernes formand.
Han konstaterer, at fiskeriet nu kan se ind i et fornuftigt år efter en trængt periode i de seneste par år.
- Det giver mulighed for at lukke nogle huller og se fremad. Og får vi vores brexit-erstatning, så begynder det at ligne noget. Men med de nye kvoter er stemningen i fiskeriet positiv, siger Jan N. Hansen.
Efter en periode, hvor erhvervet har været trængt dels af eftervirkningerne af Brexit, som kostede tabt fiskeri i britisk farvand, af Corona-effekten og høje priser på brændstof, får højere kvoter på de vigtige arter effekt.
- Gennem et par pressede år har fiskeriet været tilgodeset af gode priser på den fisk, det trods alt har været muligt at lande. Selv om de nye kvoter betyder større landinger, så har vi trods alt ikke fået så mange flere fisk, at det vil presse markedet. Efterspørgslen på fisk vil fortsat være stor, så jeg forventer, at priserne vil holde, siger Jan Hansen.
Her og nu er der et uafklaret punkt af interesse for dansk fiskeri. Udfaldet af de igangværende fiskeriforhandlingerne mellem EU og Norge.
- Lige nu venter vi i spænding og håber, der snart kommer en aftale. Uden den vil der fra årsskiftet ikke være adgang i norsk zone for danske fiskere, siger Jan Hansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.