Svømmebad har godt nyt efter ulykke

Lægerne har god melding efter ulykke i bassin

Drengen blev med helikopter fløjet til sygehus efter ulykken. <i>Arkivfoto: Bo Lehm</i>

Drengen blev med helikopter fløjet til sygehus efter ulykken. Arkivfoto: Bo Lehm

THY:Den fireårige dreng, som lørdag eftermiddag blev fundet livløs i et bassin i Sydthy Svømmebad, er nu blevet vækket af den kunstige koma, han blev lagt i efter ulykken.

Drengen er blevet grundigt undersøgt på Aarhus Universitetshospital, hvor han blev fløjet til efter lørdagens ulykke. De seneste meldinger er, at drengen har det godt og ikke får varige mén.

- Han har grinet og leget søndag morgen, efter han blev vækket af den kunstige koma. Det har sygehuset fortalt politiet, siger en lettet centerleder Per Nielsen fra Sydthy Svømmebad i Hurup.

Den lille dreng skal nu til børneafdelingen på sygehuset i Gødstrup nær Herning, hvor han ventes at skulle opholde sig en dags tid, inden han kan udskrives.

Ifølge centerlederen var drengen livløs i 2,5 minutter, inden han blev fundet på bunden af bassinet og derefter genoplivet.

Det var andre badegæster, der lørdag eftermiddag opdagede den lille dreng ligge nede i et mindre varmvandsbassin. Derefter gik svømmebadets eget beredskab i aktion - to livreddere gik i gang med at genoplive drengen og give ham ilt, og kort efter ankom paramedicinere.

Drengens tilstand blev stabiliseret, og han blev fløjet med lægehelikopter til sygehuset i Skejby nær Aarhus. Og herfra blev han så vækket af det kunstige koma søndag morgen.

Per Nielsen fra Sydthy Svømmebad har nøje gennemgået, hvad der skete ved ulykken. Og han fastslår, at alle procedurer er fulgt nøje, og at medarbejderne i svømmebadet reagerede præcis, som de skulle.

Medarbejderne er blevet tilbudt krisehjælp efter den uhyggelige oplevelse.

Centerlederen er lettet over, at han nu kan meddele de ansatte, at den lille dreng har det godt.