Gylle kan gøre gavn: To projekter kan gøre kommunen selvforsynende med grøn gas
Realiseres to konkrete biogasplaner - dels opførelse af et helt nyt biogasanlæg ved Elsted, dels udbygning af et eksisterende anlæg ved Skinnerup - får anlæggene tilsammen kapacitet til at forarbejde op til 900.000 tons husdyrgødning til op mod 37,5 mio. kubikmeter biogas
THISTED: Realiseres planerne om dels at opføre et helt nyt biogasanlæg i Elsted ved Snedsted, dels udvide et eksisterende anlæg ved Skinnerup, får Thisted Kommune en så stor kapacitet til produktion af grøn gas, at produktionen fra de to anlæg bliver større end kommunens samlede forbrug af naturgas i 2020.
Når kommunens udvalg for erhverv, klima, miljø og teknik mødes i næste uge, er der biogas på dagsordenen. Udvalget skal forholde sig til, om et debatoplæg for hvert af de to biogasprojekter skal sendes i fire ugers offentlig høring.
Udviklingsselskabet Biogas Thy A/S har en vision om at opføre et biogasanlæg ved Elsted. Anlægget bliver et traditionelt biogasanlæg, men det skal baseres på den nyeste viden på området for at blive så effektivt og alsidigt som muligt, fremgår det af sagsfremstillingen til udvalget.
Anlægget projekteres til årligt at modtage 500.000 til 600.000 tons husdyrgødning fra landbrug i kommunen. Gødningen skal sikre en produktion på op til 25 mio. kubikmeter biometan årligt. Mængden svarer til 90 procent af det samlede forbrug af naturgas i kommunen i 2020. Biogassen fra anlægget skal distribueres gennem det eksisterende naturgasnet.
Overskudsvarmen fra opgraderingen af husdyrgødningen skal dels bruges til andre processer i anlægget, dels afsættes til Snested Varmeforsyning, så borgerne i Snedsted og de byer i omegnen, Sundby, Vilsund, Koldby, Hørdum og Hundborg, som i øjeblikket bruger naturgas til opvarmning, fremover får grøn og bæredygtig varme.
Udviklingsselskabet Biogas Thy A/S er også involveret i det andet biogasprojekt, der er på udvalgets dagsorden. Udviklingsselskabet har lavet en hensigtserklæring med ejeren af et eksisterende biogasanlæg på Tovsgårdsvej i Skinnerup om at udvikle det nuværende gårdbiogasanlæg, så det får størrelse af et mellemstort biogasanlæg.
I øjeblikket har anlægget kapacitet til årligt at behandle op til 31.000 tons biomasse, som omdannes dels til biogas, som bruges på anlægsejerens gård, dels til afgasset biomassegødning.
Anlægget ønskes udvidet, så det årligt kan modtage mellem 200.000 og 300.000 tons husdyrgødning, som kan bruges til produktion af 12,5 mio. kubikmeter biometan årligt. Det svarer til 45 procent af den mængde naturgas, der blev forbrugt i Thisted Kommune i 2020. Efter udvidelsen skal en del af biogassen fra anlægget fordeles gennem naturgasnettet.
Vedtager udvalget at sende de to projekter i fire ugers offentlig høring, skal der på baggrund af de forslag og ideer, der kommer til den videre planlægning, udarbejdes et planforslag og en miljørapport, som skal gennem en politisk behandling. Her afgøres det, om såvel planforslag som miljørapport skal i otte ugers offentlig høring, inden der kan tages stilling til, om planerne for de to biogasanlæg vedtages endeligt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.