Håbet slukket: HVA Sydthy rykker ned

Endnu et nederlag betyder, at HVA Sydthy spiller i Serie 3 efter sommerferien

HVA Sydthy spiller i Serie 3 næste sæson. Arkivfoto: Peter Mørk

HVA Sydthy spiller i Serie 3 næste sæson. Arkivfoto: Peter Mørk

THYBORØN:Det har længe set svært ud for HVA Sydthy i Serie 2, der har kæmpet for overlevelse i bunden af rækken. Men fredag aften blev det en realitet, at HVA Sydthy ikke længere kan nå de nærmeste forfølgere over nedrykningsstregen. 

På udebane mod Team Tangen tabte thyboerne 2-3.

- Det er frustrerende, at vi taber, fordi igen føler vi, at vi skulle have mere ud af kampen, siger spillende træner for HVA Sydthy, Thomas Thorsen. 

HVA Sydthy fik en god start på kampen og var meget på bolden i første halvleg.

- Der var meget blæst, og vi havde medvind i første halvleg. Vi pressede godt på, men der manglede lige det sidste for at blive farlige, siger Thomas Thorsen.

Selvom HVA Sydthy var mest på bolden, var det Team Tangen, som kom foran. Det gjorde de efter 39 minutter, hvor de scorede på en returbold i feltet.

Dermed lignede det længe, at HVA Sydthy skulle gå til pause bagud, men i tillægstiden blev HVA Sydthy tildelt et straffespark. Det tog Mikkel Bekhøj sig af, og han scorede sikkert.

Kort tid efter, at bolden igen var givet op, kom Jonas Bojesen igennem i højre side, hvorfra han scorede i det lange hjørne.

- Vi havde en god fornemmelse i pausen, men vi vidste også, at det ville blive svært i anden halvleg, fordi vi kom i modvind. Vi snakkede om, at det var vigtigt, at vi holdt bolden langs jorden, siger Thomas Thorsen.

I anden halvleg kom Team Tangen mere på bolden, men skabte ikke de store chancer. Derfor lignede det, at HVA Sydthys håb om overlevelse blev holdt i live, men med et kvarter tilbage udlignede hjemmeholdet på et hjørnespark.

I kampens overtid blev lyset slukket helt for HVA Sydthy. Team Tangen spillede sig igennem og scorede til 2-3.

Med tre point på kontoen og 10 point op til stregen står det dermed klart, at HVA Sydthy spiller i Serie 3 næste sæson. 

- Når vi kigger på kampene, føler vi, at vi kunne have fået flere point, men i sidste ende har vi bare ikke været gode nok, siger Thomas Thorsen og fortsætter:

- Nu skal vi bruge de sidste par kampe til at prøve forskellige ting af og forsøge at få en sejr, så vi har lidt mere selvtillid, inden næste sæson starter.   

Kampfakta

Fodbold, Serie 2

Team Tangen

HVA Sydthy

Resultat: 3-2

Pause: 1-2

Mål: 1-0 (39), 1-1 Mikkel Bekhøj (45), 1-2 Jonas Bojesen (45), 2-2 (76) og 3-2 (90)

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden