Detailhandel

Håndsrækning til handelslivet: Samarbejde for 660.000 kroner årligt

Thisted Kommune og Thy Detailforum indgår aftale om fire års samarbejde - værdien er 2,64 mio. kroner over fire år

Den nye samarbejdsaftale siger blandt andet, at Thy Detailforum skal videreudvikle og ajourføre den tværgående aktivitetskalender, som handelslivet allerede har udviklet med henblik på en smidig tilrettelæggelse af årets handelsrelaterede events og aktiviteter i byerne - her marked på Storetorv. Arkivfoto: Ole Iversen

Den nye samarbejdsaftale siger blandt andet, at Thy Detailforum skal videreudvikle og ajourføre den tværgående aktivitetskalender, som handelslivet allerede har udviklet med henblik på en smidig tilrettelæggelse af årets handelsrelaterede events og aktiviteter i byerne - her marked på Storetorv. Arkivfoto: Ole Iversen

THISTED:I fire år, fra 2022 til 2025, vil Thisted Kommune samlet investere 2,64 mio. kroner i en ny samarbejdsaftale med Thy Detailforum. Det svarer til 660.000 kroner årligt.

Den nye samarbejdsaftale er godkendt på det første møde i kommunes udvalg for erhverv, klima, miljø og teknik. Beslutningen om at lade den nye samarbejdsaftale gælde perioden fra 2022 til og med 2025 blev truffet i det tidligere udvalg for erhverv, arbejdsmarked og kultur. Udvalget besluttede sidste år, at ”lokale strategiske aftaler som denne fremover bør være 4-årige og dermed følge kommunalbestyrelsens valgperiode” fremgår det af sagsfremstillingen.

Den nye aftale følger op på en samarbejdsaftale for 2021, som blandt andet har sikret et tæt samarbejde med Vorupør og Snedsted, som ved udgangen af 2021 er en integreret del af Thy Detailforum. Tilsvarende er der nu dialog med Agger og Klitmøller om en lignende aftale.

aftale om samarbejde 2022-2025

Thisted Kommune og Thy Detailforum har indgået en samarbejdsaftale for 2022-2025. Thy Detailforum skal fungere som overbygning for kommunens handelsstandsforeninger og skal løse overordnede, strategiske opgaver på tværs af foreningerne.

Aftalen har en økonomisk ramme på årligt 660.000 kroner. Inden for den ramme skal Thy Detailforum løse opgaver bestilt af kommunen.

De kommunalt tilkøbte opgaver skal styrke detailhandlen i hele kommunen.

Thy Detailforum skal videreudvikle konceptet ”Vi elsker Thy”, videreudvikle og ajourføre den tværgående aktivitetskalender, som handelslivet har udviklet herunder koordinere med ”Thy 360”.

Sammen med Thy Erhvervsforum skal Thy Detailforum arbejde på at løfte detailhandlens strategiske forretningsudvikling, særligt med fokus på udvikling af e-handel og brug af sociale medier til markedsføring, salg og rekruttering.

Kilde: samarbejdsaftale mellem Thisted kommune og Thy Detailforum 2022-2025

Under den gamle aftale er der desuden etableret hjemmesiden ”vielskerthy.dk og fremstillet merchandice under samme navn. Desuden er der etableret samarbejde mellem Thy Detailforum, Thy Erhvervsforum og Thy Turistforening med det formål at opkvalificere og udvikle markedsføring og webshops samt give detailhandlen et digitalt løft.

Det fremgår af den nye aftale, at ”den har et strategisk fokus på styrkelse og udvikling af detailhandlen i kommunen og de afledte effekter, som det har på turisme og tiltrækning af potentielle tilflyttere.”

Det er Thy Detailforum, som skal løse de overordnede, strategiske opgaver på tværs af de lokale handelsstandsforeninger.

Jens Kr. Yde, K, formand for kommunens udvalg for erhverv-, klima, miljø- og teknik oplyser i en pressemeddelelse, at aftalen ligger på linje med den aftale, Thisted Kommune har med Thy Turistforening. Han understreger, at det en gang årligt skal undersøges, om der leves op til de ting, der fremgår af aftalen.

- Det er en god og sund måde at holde hinanden op på, hvad vi kan forvente af hinanden, siger han.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.