Coronavirus

Hårdt ramt af corona: 21 ud af 30 medarbejdere nedlagt

Corona har i denne uge ramt mere end to ud af tre medarbejdere i produktionen hos Hanstholm-virksomhed

Corona-udbruddet i Hanstholm har været hårdt ved virksomheden Mondo Mar Marine Foods. Arkivfoto: Bo Lehm

Corona-udbruddet i Hanstholm har været hårdt ved virksomheden Mondo Mar Marine Foods. Arkivfoto: Bo Lehm

HANSTHOLM:Det er ikke kun, fordi det er efterårsferie, at der er længere imellem medarbejderne i produktionen hos Mondo Mar Marine Foods i Hanstholm. Her har direktør Per Andersen siden tirsdag sendt 21 af sine 30 produktionsmedarbejdere hjem efter positiv coronatest. På kontoret er de otte ansatte gået fri af smitten og har derfor hjulpet til med at få skibet ferske og frosne fisk fra Hanstholm ud til resten af verden.

- Så må vi klare kontorarbejdet bagefter, konstaterer direktøren, der både ærgrer og undrer sig over, hvorfor man er blevet så hårdt ramt.

- Alle medarbejdere bortset fra en eller to er vaccineret. Så vi er ret chokerede over, at den virus, der cirkulerer lige nu, er så smitsom, siger direktøren.

Fredag eftermiddag fortalte de officielle tal fra Statens Serum Institut, at der den seneste uge har været 56 bekræftede coronatilfælde i Thisted Kommune. Dermed er der kommet 30 nye tilfælde til siden opgørelsen torsdag.

- Jeg tror, der er rigtig meget corona i omløb. Jeg hører også fra vores kollegaer, at der er mange sygemeldinger for tiden. Og det er ikke alle, der bliver testet, fordi det er mere bøvlet efter man igen skal have tidsbestilling, mens mange måske også føler sig sikre, fordi de er blevet vaccineret, siger Per Andersen.

Mulig superspreder

Der har naturligvis været gang i spekulationerne om, hvor kilden til smitten kommer fra. Per Andersen er dog ikke kommet frem til nogen konklusion.

- Der gik først rygter om, at det skulle være på grund af et firmaarrangement vi havde i Aalborg forleden. Men det giver ingen mening, for mens det ikke var alle fra produktionen, der deltog, så var alle fra kontoret med, og de er jo ikke blevet smittet, siger direktøren.

Andre steder i byen går snakken dog på, at et standup-show med Mick Øgendahl på Montra Hotel Hanstholm i weekenden skulle have fungeret som såkaldt superspreder-event.

Hotellet har da også fået besked fra Styrelsen for Patientsikkerhed om to-tre personer, der mener at være blevet smittet i forbindelse med showet. Det fortæller administrerende direktør for Montra Hotels, Thomas Weifenbach Jensen.

- Vi har taget vores forholdsregler: sprittet af gjort og grundigt rent. Vi har også fået at vide fra Styrelsen for Patientsikkerhed, at vi ikke kan eller skal gøre mere, fortæller Thomas Weifenbach Jensen.

Han vil ikke konkludere, om weekendens arrangement var arnestedet eller ej, men forventer, at man i løbet af det næste års tid fortsat vil se lignende situationer.

- Folk er blevet mere løsslupne, efter restriktionerne er blevet ophævet, og der kan jo fortsat ske smitte, når mange mennesker er samlet - også selvom de fleste er vaccineret. Det kan også ske til en privat fast, konstaterer han.

Sætter spor

Mens udbruddet formentlig har sat størst aftryk hos Mondo Mar, kan det også mærkes i resten af Hanstholm. Blandt andet hos Hanstholm Fitness, hvor man opfordrer sine brugere til igen at gøre sig ekstra umage med sprit og rengøring.

- Vi har kunnet mærke uroen hele ugen efter arrangementet på hotellet, og jeg har fået flere opkald fra folk, som har været nervøse for udviklingen. Derfor har vi også kridtet banen op og opfordret folk til igen at huske spritten og ikke mindst at blive hjemme, hvis man hoster eller har det dårligt, fortæller daglig leder af centret Charlotte Knudsen.

Hos Thy Cykle Ring får udbruddet også betydning, når man efter to års pause endelig igen byder på et større cykelløb lørdag.

- Vi har mistet et par chauffører, som har været en del af flokken af folk, der enten har været til eller i nærkontakt med nogle, der har været til Mick Øghendahl-showet. Derfor er de gået i selvisolation indtil de har fået svar på deres corona-prøver, fortæller formand Ole Iversen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.