Thy

Han fik en vej opkaldt efter sig i Thisted. Og en gade i Paris. Men hvem var manden?

Manden med de mange gadenavne bliver nu genoplivet af forfatter

Malthe Conrad Bruun blev født i Thisted i 1775 og døde i Paris, 51 år gammel.
Malthe Conrad Bruun blev født i Thisted i 1775 og døde i Paris, 51 år gammel. Stik fra Illustreret Dansk Litteraturhistorie

Opdateret 12. august 2025 kl. 17:07

Denne artikel er en genudgivelse, da Malte Conrad Bruun i dag ville have været blevet 250 år. Artiklen blev første gang bragt 23. oktober 2022.

En vej tæt på sygehuset i Thisted bærer hans navn: Malthe Bruunsvej.

Det samme gør en gade i 20. arrondissement i den franske hovedstad, om end navnet her er stavet lidt anderledes: Rue Malte Brun. 

De to byer er knyttet til henholdsvis den første og sidste del af Malthe Conrad Bruuns liv. Han blev født i Thisted i 1775 og voksede op på herregården Ulstrup ved Hundborg. Som ung flyttede han til København, hvor han gjorde sig bemærket som digter, kritiker og forkæmper for ytringsfriheden. Det sidste gjorde ham så upopulær hos statsmagten, at det endte med en landsforvisning.

Malthe Bruun gik i eksil i Paris og blev også her kendt for sine skriverier i aviserne. Det var dog som geograf, han for alvor skabte sig et navn i den franske hovedstad. Og hans systematiske beskrivelse af verden var årsagen til, at han efter sin død i 1826 fik en statsbegravelse.

Manuskript i skuffen

Om han i dag bliver husket i Frankrig er et åbent spørgsmål. Her i landet er Malthe Conrad Bruun i hvert fald ikke noget særlig kendt navn, selv om Bjørn Bredal i 2011 portrætterede ham i en biografi. Og det var ikke første gang, der blev skrevet om ham - tilbage i 1982 udgav Sparekassen Thy således en lille bog med titlen "En miskendt Thybo" af Elisabeth Birkeland.

Malthe Bruunsvej i Thisted. Foto: Bo Lehm
En gade i Paris' 20. arrondissement, tæt på Pére Lachaise-kirkegården, er opkaldt efter Malthe Bruun - eller Malte-Brun, som han kaldte sig i Frankrig. Foto: Google Street View

Denne bog inspirerede forfatteren Hannah Lie til en historisk roman, "Vejrhanen", som netop er udkommet.

- Jeg havde aldrig hørt om Malthe Conrad Bruun, da jeg for mange år siden tilfældigt faldt over den lille bog i en genbrugsbutik. Jeg syntes, at der kunne være en god historie i ham, fortæller Hannah Lie.

Det første udkast endte dog i en skuffe, og Hannah Lie fortæller, at hun glemte alt om manuskriptet, da hun sammen med sin familie flyttede til England og boede der i nogle år. 

- Da vi var kommet tilbage, stødte jeg på manuskriptet og tænkte, at det var for godt til at blive lagt ned i skuffen igen.

Hannah Lie gav sig dog til at gennemskrive romanen på ny, så det i stedet for en strengt historisk korrekt beskrivelse blev en fortælling, hvor Malthe Conrad Bruun bliver "et menneske af kød og blod".

- På den måde får jeg ham til at fremstå som en helstøbt karakter, som man kan følge fra hans opvækst i Thy, til han ender sine dage i Paris, fortæller Hannah Lie.

Hannah Lie begyndte at skrive den historiske roman, efter at hun for mange år siden var faldet over en lille bog om Malthe Conrad Bruun. Privatfoto

Som ung i København var Malthe Bruun optaget af den franske revolution. Han betegnede sig selv som revolutionær og hyldede også Robespierre, selv om denne endte som leder af et terrorregimente.

I audiens hos Napoleon

Men da Malthe Bruun kom til Paris, var Robespierre for længst blevet henrettet i guillotinen, og Napoleon havde taget magten og udnævnt sig selv til kejser. Malthe Bruun kaldte ham en diktator, men havde ikke desto mindre held til at komme i audiens hos Napoleon: Han ville gerne have hans støtte til en plan om at forene Norden. Den idé faldt dog ikke i god jord hos kejseren.

Senere hyldede Malthe Bruun Napoleons efterfølger, kong Ludvig d. 18., selv om forholdene i Frankrig heller ikke under ham var ideelle.

Af den grund blev danskeren af nogle i Paris betragtet som en vendekåbe - eller en vejrhane. Og det er baggrunden for titlen på Hannah Lies bog.

Det er ikke nogen særlig positiv karakteristik?

- Ja, det kan godt opfattes lidt negativt. Men vi har nok alle sammen en snert af, at vi snurrer efter, hvad der er oppe i tiden. Og Malthe Bruun var klog nok til at forstå, hvor tingene bar hen, fortæller hun.

Mindetavlen for Malthe Conrad Bruun på et af de huse i Storegade i Thisted, som måtte vige pladsen, da J. P. Jacobsen-centret skulle opføres.  Foto: Svend Sørensen

Malthe Conrad Bruun vendte aldrig tilbage til sit elskede Thy, hvor han - ud over en vej - blev mindet med en plade på sit fødested i Storegade i Thisted, indtil dette hus måtte vige pladsen til fordel for et indkøbscenter. Også barndomshjemmet Ulstrup er i dag revet ned.

Men nu er hans historie altså blevet fortalt endnu engang. "Vejrhanen" er udkommet på Lykkedal Forlag - og har forord af tidligere udenrigsminister Per Stig Møller, som tilbage i 1973 forsvarede en doktordisputats om Malthe Conrad Bruun som litterær kritiker. 

Malte Brun i New Zealand

I øvrigt er det ikke kun i Thisted og i Paris, der findes stednavne til hans minde.    

Også Frederiksberg har en Malthe Bruuns Vej. Og Google Maps kan vise vej til Rue Malte Brun i to andre franske byer, og til en Malte Brun Place i Auckland, New Zealand.

I hvert fald den sidstnævnte plads er dog efter alt at dømme opkaldt efter Malthe Conrad Bruns søn, Victor Adolphe Malte-Brun, der ligesom sin far var geograf, og som - ud over pladsen - har lagt navn til en bjergkæde i New Zealand.

"Vejrhanen" er udkommet på Lykkedal Forlag.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden