Hanstholm fik uafgjort i hed affære
Hanstholm IF måtte nøjes med et point på udebane mod Stoholm IF

Det var en hård kamp for spillerne fra Hanstholm IF, der både kæmpede mod Stoholm IF og 27 graders varme. Arkivfoto: Ole Iversen
STOHOLM:Det var en svær opgave, som spillerne fra Hanstholm IF var på, da de lørdag eftermiddag skulle forsøge at hente en sejr i Serie 2 på udebane mod Stoholm IF. Det lykkedes ikke, og thyboerne måtte nøjes med en uafgjort på 1-1.
- Vi spillede ikke vores bedste kamp i dag, men alt i alt var det en godkendt indsats. Vi vidste godt, at det ville blive en svær udekamp, og det blev heller ikke nemmere af, at der var 27 graders varme, siger træner for Hanstholm, Per Kristiansen.
I første halvleg var det også Stoholm IF, der kom bedst fra start. De fik spillet sig til flere chancer, og kun et par gode redninger fra Hanstholm IF’s, målmand Sune Thøgersen gjorde, at stillingen forblev 0-0. Men fire minutter før pausen landede en clearing fra Stoholm IF’s forsvar for fødderne af Hanstholm IF’s Jens Villadsen. Han tog et træk ind i banen og fra sin position i venstre side af banen hamrede han bolden ind fra 25 meter i det modsatte målhjørne og bragte gæsterne foran.
I anden halvleg fik Hanstholm IF bedre fat og lukkede ned for Stoholm IF’s angribere. Dog glippede det efter 60 minutter, hvor Stoholm If udlignede til 1-1, som også blev kampens resultat.
- I de sidste 20 minutter havde vi flere gode chancer, hvor vi godt kunne have scoret til 2-1, men 1-1 er et fair resultat, siger Per Kristiansen.
Kampfakta
Pausestilling: 0-1
Mål: 0-1 Jens Villadsen (41) og 1-1 (60)
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.