Havne

Kommunen sælger ud: Havn får nye ejere

Selskab ejet af Fredericia Kommune og Nyborg Kommune overtager halvdelen af havnen fra Thisted Kommune

Arkivfoto: Bo Lehm

Opdateret kl. 08:21

Fremover bliver Thisted Kommune ikke eneejer af Hanstholm Havn.

Det fremgår af en pressemeddelelse som Associated Danish Ports A/S - ADP - fredag morgen har udsendt.

Der bliver oprettet et nyt selskab Hanstholm Havn A/S, hvor ADP kommer til at eje 51 procent og Thisted Kommune 49 procent.

En fusion med Hanstholm Havn og ADP A/S, der driver Fredericia og Nyborg havne, har blandt andet været behandlet på et lukket byrådsmøde, som Nordjyske tidligere har skrevet.

Aftalen træder i kraft 1. august 2025.

Det fremgår ikke af pressemeddelelsen, hvad prisen er for handlen, men tidligere har Nordjyske kunne skrive, at det i et udkast fra Thisted Kommune fremgik, at ADP A/S skyder 63 millioner kroner i det nye selskab, mens Thisted Kommune bidrager med 60 millioner kroner.

Dog vil to af havnens ydermoler forblive kommunalt ejede med en årlig lejeindtægt på mellem fem og 15 millioner kroner.

Tynget af gæld

Baggrunden for fusionsplanerne er Hanstholm Havns økonomiske udfordringer.

Efter en havneudvidelse til over 600 millioner kroner i 2020 er havnen tynget af gæld på cirka 500 millioner kroner. Omsætningen på omkring 33 millioner kroner årligt har ikke kunnet dække låneomkostningerne, hvilket førte til, at kommunen hjemtog driften i 2022.

Gælden er afdragsfri frem til 2028, og uden yderligere indtægter risikerer Thisted Kommune at skulle dække underskuddet.

ADP har siden dannelsen i år 2000 drevet havnene i Fredericia og Nyborg, og koncernen ser store udviklingsmuligheder og synergier i også at drive Hanstholm Havn.

– Hanstholm Havn har et stort potentiale for at blive en sund økonomisk havn igen. Det er en havn med en stærk identitet og mange nye forretningsmuligheder, som vi glæder os til at arbejde med. Jeg er sikker på, at det her samarbejde vil blive værdifuldt for både ADP og Thy, siger Christian Herskind, der er bestyrelsesformand for ADP, i pressemeddelelsen.

På borgmesterkontoret i Thisted glæder Niels Jørgen Pedersen (V) sig også over aftalen.

– At drive en kommunal havn giver udfordringer rent kommercielt, derfor har vi de sidste to år arbejdet målrettet mod en anden selskabsform. Det kommer nu til at ske med den nye ejerstruktur, som jeg er sikker på, bliver en succes, siger han.

Med fusionen mister Thisted Kommune også den politiske kontrol over havnen. ADP får tre ud af fem pladser i bestyrelsen, herunder formandsposten.

Ejerne bag ADP er Fredericia og Nyborg Kommuner.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden