Havne

Hanstholm Havn som dårligt eksempel: - Det er lidt mystisk

Det vækker undren, at Hanstholm Havn i en sagsfremstilling til byrådet i Frederikshavn bruges til at understrege vigtigheden af at tage "aktivt ejerskab af de kommunale selvstyrehavne" fordi ansvaret er i sidste ende placeret i byrådet

Hanstholm Havn har i mere end én forstand været udsat for storm, men havnen bruges ikke som eksemplet på, hvordan ting kan gå galt, siger Jens Kr. Yde (K)
Hanstholm Havn har i mere end én forstand været udsat for storm, men havnen bruges ikke som eksemplet på, hvordan ting kan gå galt, siger Jens Kr. Yde (K) Arkivfoto: Torben Hansen

Opdateret kl. 17:31

THISTED: Hanstholm Havn i Thisted kommune viser "med tydelighed" at det er afgørende, at "der tages et aktivt ejerskab af de kommunale selvstyrehavne, da ansvaret i sidste ende er placeret i byrådet".

Formuleringen står at læse i punkt otte på dagsordenen til det ordinære møde i byrådet i Frederikshavn Kommune 3. maj. Punktet handler om en ny ejerstrategi for de to kommunale selvstyrehavne i den nordjyske kommune, havnene i Frederikshavn og Skagen.

I forslaget til ejerstrategi præciseres yderligere, at det er byrådet der uddelegerer ansvar til bestyrelserne for de kommunale selvstyrehavne, men "ansvaret forbliver desuagtet entydigt hos byrådet" samt af "kommunalt ejerskab af en erhvervshavn skal tages alvorligt".

Sagsfremstillingen rejser spørgsmålet: Er Hanstholm Havn, som fra årsskiftet ændrede status fra kommunal selvstyrehavn til kommunal havn, blevet et eksempel til advarsel for politikere i andre kommuner, hvor der også er kommunale selvstyrehavne?

Når spørgsmålet stilles til Jens Kr. Yde (K), formand for kommunens udvalg for erhverv, klima, miljø og teknik, og medlem af bestyrelsen for Hanstholm Havn, indtil den fra årsskiftet blev kommunal havn, er svaret klart:

- Nej, det er ikke Hanstholm Havn og havnens situation, der fylder, når jeg mødes med kolleger i forskellige kommunale sammenhænge. Lige nu er det mere skolestrukturen, der er det emne, der optager kommunerne indbyrdes, siger Jens Kr. Yde.

Han undrer sig over, hvorfor Hanstholm Havn i Thisted kommune i det hele taget er nævnt i sagsfremstillingen til byrådet i Frederikshavn, når det havde været tilstrækkeligt blot at understrege vigtigheden af at tage aktivt ejerskab til en kommunal selvstyrehavn, fordi ansvaret i sidste ende er byrådets.

- Det virker underligt at nævne Hanstholm Havn i en sagsfremstilling, der handler om ny ejerstrategi for to kommunale selvstyrehavne i Nordjylland. Det er lidt mystisk, men det er ikke min opfattelse, at Hanstholm Havn er blevet eksemplet på en situation, andre skal undgå, siger Jens Kr. Yde.

Han tilføjer, at der også lå en ejerstrategi, mens Hanstholm var en kommunal selvstyrehavn.

- Og nu, hvor havnen er blevet kommunal, er vi i fuld gang med at beskrive forretningsgangene for havnens drift, og alle har en opfattelse af, at havnen nok skal blive en god forretning.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden