Fodbold

Hanstholm tæt på flot resultat

Det var lige ved og næsten for Hanstholm i opgøret mod Højslev

Hanstholm var tæt på at tage et uventet point mod rækkens tophold
Hanstholm var tæt på at tage et uventet point mod rækkens tophold Arkivfoto: Lars Pauli

HØJSLEV: Det begynder for alvor at spidse til for Hanstholm IF i serie 2. Holmboerne kæmper nemlig en hård kamp for at undgå nedrykning, så derfor er hvert point thyboerne kan skrabe til sig kærkomment. Torsdag var Hanstholm på en utrolig svær opgave, da de mødte rækkens suveræne tophold fra Højslev på udebane. Hanstholm leverede en nærmest fuldkommen præstation i torsdagens opgør, og det eneste der manglede var, at thyboerne havde taget point med sig hjem. Hanstholm gjorde næsten alt perfekt, men alligevel blev det til et nederlag på 2-3.

- Jeg var absolut tilfreds med præstationen. Vi stod godt og skabte mange flere chancer end dem. Det var ærgerligt for spillerne, at vi ikke fik noget med fra kampen. Højslev straffede os hårdt, siger Hanstholm-træner Per Kristiansen.

Fra starten af opgøret virkede udeholdet velforberedte på opgaven. Thyboerne virkede bedst i de fleste af spillets facetter, og i det 19. minut tog de føringen, da Emil Andreasen afsluttede et godt Hanstholm-angreb med en god afslutning. Trods et chanceovertag til Hanstholm så fik Højslev udlignet i det 23. minut, da en fejl i egne rækker resulterede i en scoring til Højslev. I det 33. minut fik hjemmeholdet så bragt sig foran, da en Højslev-spiller var først over en løs bold i feltet. Trods store chancer til udeholdet, så faldt der ikke flere scoringer i første halvleg.

I anden halvleg fortsatte Hanstholm med at vise gode takter. Skader til holdets to midtstoppere betød dog, at holdets rytme blev brudt en smule, dog skabte Per Kristiansens tropper rigeligt med store chancer. I det 72. minut fik Højslev så scoret deres tredje mål. Kort tid efter fik Anders Villadsen pustet fornyet spænding ind i opgøret med en reducering. I slutfasen pressede udeholdet på for en udligning, men holmboerne endte altså med at tabe 2-3. 

- Vi var klart det bedste hold i dag. Spillerne arbejdede stenhårdt og fulgte taktikken til punkt og prikke, siger Per Kristiansen.

Nederlaget efterlader Hanstholm på rækkens 3. sidsteplads med samme pointtal som nærmeste forfølger under stregen.

Kampfakta

Fodbold, Serie 2

Højslev IF

Hanstholm IF

Resultat: 3-2

Pause: 2-1

Mål: 1-0 Emil Andreasen (19). 1-1 (23). 2-1 (33). 3-1 (72). 3-2 Anders Villadsen (74).

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden