Har du talt med din tissemand i dag?
Humoristisk og gravalvorlig samtale mellem mand og penis i Thisted
THISTED: Har du talt med din tissemand i dag? Nå, ikke. Men snart kan du møde en mand, der har en humoristisk men også gravalvorlig samtale med sin penis.
Det sker, når et noget specielt teaterstykke kommer til Thisted. Forestillingen "En lille smule ubehag" turnerer i øjeblikket rundt på flere danske teatre. På humoristisk vis tager stykket hånd om et af tidens svære samtaleemner – prostatakræft, der årligt rammer mere end 4000 danske mænd
Sygdommen er den mest udbrede kræftform blandt mænd. Trods prostatakræftens almindelighed er det en sygdom, der er stærkt tabuiseret, og som mange sygdomsramte lever med i stilfærdighed - skjult for den nærmeste familie og omgangskreds.
Gennem teaterstykket søger Aarhus-teatret Svalegangen i samarbejde med Prostatakræftforeningen (PROPA) at nedbryde de mange fordomme om det at leve med prostatakræf.
Teaterstykket tager udgangspunkt i den autentiske fortælling om den 55-årige professor, Frank Fjordby – spillet af Holger Østergaard – der efter at være blevet diagnosticeret med prostatakræft zapper ind og ud af de mange følelser han gennemlever, og som han italesætter på humoristisk vis i en reflekterende dialog med sin penis.
Fortællingen bygger på den amerikanske prisvindende forfatter og journalist Jeff Metcalf´s egne dramatiske og følelsesladede oplevelser med prostatakræften.
Vil åbne for dialog
Hos PROPA håber man at stykket kan være med til at aftabuisere og nedbryde nogle af de mange fordomme, der er forbundet med det at leve med prostatakræft, fortæller Per Lindgren, der er formand for PROPA Mors/Thy:
- I og med at prostatakræft er noget de færreste taler om og forholder sig til dagligt, håber vi at forestillingen kan være mere til at skabe opmærksomhed om sygdommen og de konsekvenser kræften kan medføre, siger formanden.
Især håber Per Lindgren også, at forestillingen kan være med til at skabe afklaring, hos nogle af de mange som enten har eller har haft prostatakræft, og som han understreger, sagtens kan hjælpes godt igennem kræftforløbet, hvis der bliver grebet ind i tide.
En udfordring der dog kompliceres yderligere af, at mange prostataramte kan gå længe uden større symptomer, hvilket ifølge Per Lindgren taler for vigtigheden af at turde tale åbent om prostatakræften, da dette øger sandsynligheden for at der bliver grebet ind i tide.
12 mænd rammes dagligt
Efter forestillingen der finder sted i Kultursalen i Thisted onsdag 23. november, vil teatrets gæster have adgang til en fotoudstilling bestående af portrætter af 12 mænd, der fortæller hver deres personlige historie om livet og deres tanker i relationen til at leve med prostatakræft.
Thisted Teaterkreds støtter sagen økonomisk. For hver solgte billet til showet 23. november donerer teaterkredsen 25 kroner til Knæk Cancer.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.