Her er noget at tale om: Fiskeriet fik plads i regeringsgrundlag
"Der er brug for fornyet dialog og udarbejdelse af en samlet vision for et bæredygtigt fiskeri i Danmark", står der i regeringsgrundlaget for SVM-regeringen. Tak for det, siger Jan N. Hansen, formand for Hanstholm Fiskeriforening
Opdateret kl. 18:36
HANSTHOLM: "Havplan og udvikling af dansk fiskerierhverv".
Sådan lyder overskriften på underpunkt 4 i afsnit 4 i det politiske grundlag for den nye SVM-regering. Og selv om underpunktet blot er på 13 linjer, er indholdet vigtigt, siger Jan N. Hansen, formand for Hanstholm Fiskeriforening.
Et par af linjerne er brugt til at forklare, hvorfor der er brug for fornyet dialog og udarbejdelse af en samlet vision for et bæredygtigt fiskeri i Danmark. Erhvervet er nemlig udfordret.
- Det er rigtigt fint, når det nu fremgår af regeringsgrundlaget, at der er behov for at finde løsninger for fiskeriets fremtid. Der er udfordringer nok, siger Jan N. Hansen, som håber, at dialogen blandt andet kan ske med afsæt på Hanstholm Havn - og gerne i forbindelse med et snarligt besøg af Jacob Jensen (V), ny minister for fødevarer, landbrug og fiskeri.
- Min dagsorden til mødet vil omfatte emner som samarbejde, grøn omstilling, kvoter i overensstemmelse med bestandsstørrelser, men også CO2-lagring i havbunden og havvindmølleparker, siger Jan N. Hansen.
Han noterer samtidig, at regeringsgrundlaget siger, at deadline for arbejdet i den Fiskerikommission, der skal komme med oplæg til fiskerierhvervets fremtid er fremrykket til 1. oktober 2023.
- Det er da godt, at kommissionen skal være hurtigere færdig med sit arbejde, men det må også betyde, at den får mere travlt, for arbejdet har ligget stille under regeringsforhandlingerne, Jan Hansen.
På et punkt er regeringsgrundlaget meget konkret, når det gælder fiskeri. Den såkaldt "åbne kystfiskerordning" forlænges ind i 2023, så den kan indgå i Fiskerikommissionens arbejde.
- Ordningen stod til lukning, men på grund af valget skete det ikke. Og det var godt set af Torsten Schack Pedersen (V), at han fik den ind som en del af regeringsgrundlaget, siger Jan Hansen.
Tanken var, at kun en kystfiskerordning - den lukkede - skulle være ført videre.
- Det havde været en dårlig løsning for de fartøjer, som i dag fisker i den åbne ordning. Var de flyttet over i den lukkede kystfiskerordning, ville de være låst her. Fartøjerne i den åbne kystfiskerordning binder sig her i en periode, men tildeles flere fisk, hvis de opfylder nogle regler for at være i ordningen. Men den er mere fleksibel end den lukkede. Var ordningen fjernet, havde det været svært at få den genindført. Nu føres den videre og tænkes ind i Fiskerikommissionens arbejde. Det er godt, siger Jan N. Hansen.
Ordningen omfatter fartøjer op til 17 meter. Selv om det kan forekomme at være et lille hjørne i et omfattende regeringsgrundlag, er det vigtigt for fiskeriet, siger Jan Hansen.
- Vi kan kun være tilfredse med, at der er fokus på ordningens fremtid, siger Hanstholm-fiskernes formand.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.