Her er potentialer for vækst: Alle skal bidrage til at udvikle havnen
Hanstholm Havn er en kommunal selvstyrehavn, men den blev alligevel nævnt under andenbehandlingen af Thisted Kommunes budget - og det er der en god grund til, siger Jens Kr. Yde (K)
THISTED: Hanstholm Havn er en kommunal selvstyrehavn, og driften af havnen er dermed ikke som sådan en kommunal opgave. Alligevel blev Hanstholm Havn nævnt, da Jens Kr. Yde, formand for den konservative gruppe i kommunalbestyrelsen, knyttede sine kommentarer til aftalen om kommunens 2023-budget under tirsdagens andenbehandling.
- Havnen er en stor opgave for kommunen, sagde Jens Kr. Yde. Nu uddyber han baggrunden for sin bemærkning.
- Selv om havnen er en kommunal selvstyrehavn, vil den på godt og ondt falde tilbage til kommunen. Hænger driften ikke sammen, kan vi stå i en situation, hvor kommunen må overtage den som en kommunal havn. Derfor vil jeg appellere til, at alle bidrager til at skabe det bedst mulige indtægtsgrundlag for havnen. Vi skal alle have øje for havnens potentialer, men også for, hvad der kan ske, hvis de potentialer ikke udnyttes. Vi må erkende, at fiskeriet ikke længere er i en position, hvor det kan redde det hele, siger Jens Kr. Yde.
Nogle af de potentialer, han ser i tilknytning til havnen, har afsæt i den grønne omstilling. Havnen kan få en funktion som servicehavn for kommende vindmølleparker til havs, men der skal også tænkes i vindmøller som en indtjeningsmulighed for havnen.
- Vindmøller på Hanstholm Havn kan blive et kæmpe aktiv. Derfor vil jeg opfordre til, at man ikke som udgangspunkt bare tager afstand fra møller, men ser dem som et aktiv, siger Jens Kr. Yde og tilføjer, at udviklingen af forretningen Hanstholm Havn er et fælles anliggende.
- Vi kan ikke bare følge med fra sidelinjen. Vi må læne os frem og bakke op om de nye tiltag, der kan udvikle havnen som forretning, så vi sikrer os, at driften af havnen hænger sammen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.