Her kører kun 29 biler i døgnet: Slidt bro bliver sparet væk
Thisted Kommune har besluttet helt at fjerne broen på Årup Byvej
ÅRUP: Der er revner i betonen, armeringen korroderer, og autoværnet lever bestemt ikke op til nutidens krav. Den næsten 90 år gamle bro, der fører Årup Byvej over Årup Å, er i ringe stand. Det vil koste 1,5 millioner kroner at renovere broen og endnu mere at bygge en helt ny, så i stedet har Thisted Kommune besluttet, at denne overkørsel over åen helt skal sløjfes.
Trafiktællinger, som kommunen fik udført i maj 2022, viste, at broen gennemsnitligt kun benyttes af 29 biler i døgnet. Herunder én bus og to lastbiler.
Der er nemlig også en anden indkørsel fra Stenbjergvej til den lille landsby Årup, så for beboerne langs Årup Byvej vil en lukning af den vestlige indkørsel kun betyde en omkørsel på allerhøjest en kilometer.
Det var i forbindelse med en prioritering af årets vejanlæg, forvaltningen indstillede til politikerne, at broen på Årup Byvej simpelthen fjernes. Det bakkede erhverv-, klima-, miljø- og teknikudvalget op om, da de havde sagen på dagsordenen 8. maj.
Beslutningen om at nedlægge den offentlige vejbro har været i høring på kommunens hjemmeside hen over sommeren med svarfrist 7. august.
Det vil koste 550.000 kroner at fjerne broen helt, og dertil kommer en udgift på 350.000 kroner til etablering af en busvendeplads i Årup. Vendepladsen kan etableres på en grund, som er ledig, efter at kommunen har opkøbt og nedrevet et hus.
Jonas Collin, projektleder i afdelingen for anlæg og infrastruktur i Thisted Kommune, siger:
- Vi er nødt til at kigge på, hvordan vi bruger de driftsmidler, vi har, bedst muligt. Hvis vi fjerner broen, så har vi ikke den driftsudgift fremover.
På samme møde i maj godkendte udvalget også, at der afsættes penge til at gennemgå alle de 144 kommunale broer. Det skal ske med henblik på at vurdere, om der er flere broer, der på sigt kan fjernes helt i stedet for at blive renoveret.
- Det er vi i gang med, sammen med vores rådgiver. Man starter med at kigge på, hvilke broer der er i dårligst stand, og så skal der laves trafiktællinger og vurderes på, hvilke broer der er vigtige i forhold til bus- og skoleruter. Det er et arbejde, der kommer til at foregå hen over efteråret, hvor vi får analyseret det her og får lavet et værktøj, politikerne kan kigge på og træffe en beslutning ud fra, siger Jonas Collin.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.