Politi

Fisker slog alarm - men der var ikke tale om en nødsituation

Da manden lagde til kajs, stod politiet klar med et alkoholmeter

Arkivoto: Henrik Bo

Opdateret 11. december 2023 kl. 23:04

Opdatering: Nordjyske er blevet gjort bekendt med et andet hændelsesforløb end først beskrevet i denne artikel. Artiklen er derfor opdateret med nye informationer og kommentarer fra Morten Olsen, stationsleder på kystredningstjenestens station i Hanstholm

Da en 42-årig fisker tidligt lørdag morgen forsøgte at bugsere et af sine egne fartøjer fra Hanstholm til Hirtshals, gik noget galt. Han lavede derfor en nødmelding om, at skibet, han slæbte på, var ved at synke.

Forsvarets Joint Rescue and Coordination Center (JRCC), der blandt andet koordinerer operationer ved nødsituationer, fik derfor tilkaldt Redningsstation Hanstholm. Da redningsbåden kom frem, kunne mandskabet dog hurtigt konstatere, at skibet ikke var ved at synke.

- Skibet har fået rykket en pullert af, så det bliver til en bugseringsopgave, fortæller Morten Olsen, der er stationsleder på kystredningstjenestens station i Hanstholm.

Patruljevogn stod klar

Kontakten med den 42-årige fik dog JRCC til at fatte mistanke om, at han var påvirket af alkohol. Kort før klokken 7 modtog politiet derfor en henvendelse.

- Både JRCC og dem fra redningsskibet, der snakkede med ham, syntes godt nok, at han lød som om, han havde fået en tør over tørsten, siger vagtchefen.

Derfor stod politiet klar til at modtage manden, da han lagde ind til kajen. En alkometertest viste, at manden havde mere alkohol i blodet end tilladt, og han blev derfor anholdt på stedet.

Manden får nu taget en blodprøve, før han igen løslades. Ligesom til lands gælder der en promillegrænse på 0,5 til søs.

- Når promillen kommer, skal der en afgørelse på, om han eventuelt får en bøde, siger Jens Claumarch.

Den havarerede båd blev slæbt ind af redningsbåden på helt udramatisk manér.

- Alle kom sikkert i havn, forsikrer vagtchefen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden