Hun blev kun 19 år: Tragedien, der burde være undgået
Fredag er det et år siden, Juline Seberg mistede livet under en brand i Munkegården i Thisted. Lige siden har Nordjyske skrevet om sagen. Her er, hvad vi ved, og hvad vi stadig savner svar på
Opdateret 27. november 2023 kl. 11:26
THISTED: ”Station Thisted er kørt til lejlighedsbrand på Kastet i Thisted. Meldingen lyder, at lejligheden er overtændt og evakuering er påbegyndt. Der er rekvireret assistance fra Station Hanstholm.”
Et kortfattet tweet fra Nordjyllands Beredskab sendt klokken 21.49 torsdag 4. marts 2021. Allerede 21.30 havde nordjyske.dk sendt sin første artikel ud om branden. Den var baseret på oplysninger fra vagtchef Jens Claumarch fra Midt- og Vestjyllands Politi:
”En lejlighed på 1. sal i en etageejendom på Kastet i Thisted blev torsdag aften ved 20.30-tiden ramt af kraftig brand. En brand, som viste sig at være mere dramatisk end først antaget, idet den kostede en 19-årig beboer i ejendommen livet”, skrev Nordjyske.
Oplysningen om dødsfaldet forelå ikke så tidligt, men blev tilføjet i en opdatering fredag morgen 6.54. For klokken 21.30 torsdag levede 19-årige Juline Alberte Seberg stadig. Hun var fem minutter forinden blevet båret ind på akutmodtagelsen på sygehuset lige over for ejendommen Munkegården på Kastet 96. En brandmand var kommet løbende over gaden med Juline over skulderen, og genoplivningsforsøg blev straks iværksat af læger og sygeplejersker.
”Efter 40 minutters forløb synes alle muligheder udtømte i tillæg til, at hun formentlig har ligget svært røgforgiftet og formentlig respirationsløs i en lang periode i bygningen. Behandlingen indstilles, og dødstidpunktet er kl. 22.08”, skrev lægevikar Jesper Fjølner i et journalnotat.
Ubesvarede spørgsmål
I dag, fredag 4. marts, er der gået et år siden tragedien. Nordjyske har hele året fulgt sagen tæt. Vi er ikke færdige med den. Der henstår ubesvarede spørgsmål om forløbet, og der mangler at blive placeret et ansvar for, at en bygningsbrand, der trods kraftig røgudvikling fik begrænset udbredelse, alligevel kunne koste menneskeliv.
Derfor denne gennemgang af, hvad offentligheden ved og ikke ved om branden i Munkegården.
Juline Seberg boede alene i en lejlighed midt på anden sal i den inderste del af den trefløjede karré. På brandaftenen havde hun været ude for at spise hos sin far. Hun havde ikke været påvirket af hverken alkohol eller stoffer, fastslog en senere obduktion. Juline var taget hjem og opholdt sig alene i sin lejlighed, da der klokken 20.34 blev slået brandalarm. En dengang 63-årig beboer i en lejlighed på midteretagen skråt under Julines, var sovet fra en tændt cigaret, som havde antændt en voldsom ild.
Politiet kom til stede allerede fire minutter efter, klokken 20.38. 20.45 ankom det første slukningskøretøj fra Nordjyllands Beredskab.
Røgen kunne ses fra store dele af Thisted midtby. Den dengang 18-årige Thomas Christian Søgaard Eskildsen opholdt sig sammen med nogle venner nede på havnen, da han spottede, at der måtte være brand hjemme hos ham selv. Thomas boede med sin kæreste Melissa på samme etage som Juline, et par lejligheder længere henne ad gangen.
Reddede kæresten ud
Thomas ringede til Melissa og indskærpede, at hun skulle blive i lejligheden. Da han nåede op til Munkegården, gav han sin nøgle til politiet, som gav den videre til røgdykkere, der gik op på etagen og fik den forholdsvis uskadte Melissa ud og i sikkerhed.
Så heldig var Juline ikke, men hun havde opdaget branden. En ven, den dengang 20-årige Nikolaj Friis Borggaard, boede også på andensalen. Han og en kammerat, der var på besøg, så flammerne fra vinduet. De nåede at hamre på de døre, de passerede i den tætte røg, og de fik også hjulpet beboeren, hvis lejlighed var i brand, ned ad trappen og ud. Nede fra gården ringede Nikolaj til Juline og sagde, at hun skulle se at komme ud.
Opkaldet blev besvaret af Juline 20.40, men tre minutter senere mistede Nikolaj forbindelsen. Julines sidste ord til ham var: ”Jeg kan ikke komme ud!”. Julines mor har telefonen, og opkaldene er lette at dokumentere.
Nikolaj gjorde redningsmandskabet opmærksom på, at hans veninde befandt sig på overetagen, men brandfolkene fandt hende ikke under en screening af samtlige lejligheder på etagen.
For Juline lå livløs på den smalle gang, længst væk fra hovedtrappen og lige op ad en dør ud til et par gennemgangsrum, der har forbindelse til en trappe ned til det fri. Døren fungerede som brand- og nødudgang og var som sådan forsynet med en vridelås inde bag en plastkop, som skulle fjernes, før man kunne åbne døren. Denne branddør kunne tilsyneladende ikke åbnes, og Juline sank livløs samme op ad den udgang, som burde have reddet hende.
Men så langt nåede Juline ikke. Hun blev fundet af en eller flere røgdykkere, hvis fødder stødte ind i den unge kvindes krop. Røgdykkerne slæbte hende hele vejen hen ad gangen og ned ad hovedtrappen fra anden sal gennem den kulsorte, livsfarlige røg, uden at hun tilsyneladende var blevet påført iltmaske som de andre beboere ellers blev behandlet med.
Åbne branddøre
Røgen havde frit spil, for branddørene ud mod trappeopgangen stod pivåbne på alle tre etager. Det kunne Nordjyske konstatere dagen efter branden, hvor hvide felter på gulvet midt i de totalt tilsodede overflader afslørede, hvor de trækiler, der holdt dørene åbne, havde siddet på brandaftenen.
Der var heller ingen røgalarmer at se i huset. De to nedre etager havde kun udgang til hovedtrappen, idet den dør, der på overetagen fungerede som nødudgang, ikke fandtes i stueplan og første sal. Den var her muret til, øjensynligt for at give plads til større lejligheder.
Julines forældre, Monika Seberg og Torsten Seberg Færk, har gennem deres advokat Lauge Fastrup sendt 18 klagepunkter til Midt- og Vestjyllands Politi. Politiet svarede i december i to omgange på de spørgsmål, der rejses. Advokaten har ikke måttet udtale sig om de af svarene, som beror på hemmeligtstemplede afhøringsrapporter, og da Nordjyske søgte aktindsigt i klagens ordlyd og politiets svar, var svaret en afvisning fra politikredsens afdeling for ledelsesjura. Specialkonsulent Karen Sundtoft skrev, at den journalistiske interesse for sagen for nuværende bør vige for hensynet til sagens opklaring og forfølgning.
To hovedtemaer
Der kan fortsat indkredses to hovedtemaer:
Hvorfor skulle der gå omkring 40 minutter fra beredskabet blev gjort opmærksomt på, at Juline befandt sig i bygningen, og til hun blev båret ud? 40 minutter, som efter al sandsynlighed betød forskellen på overlevelse og død.
Selve slukningsindsatsen kan ikke have lagt beslag på hele det forstærkede beredskab, som hurtigt formåede at begrænse ilden til den lejlighed, hvor den var opstået - og en senere efterslukning i tagkonstruktionen. Og hvorfor blev den unge kvinde båret gennem røgen og ikke ud via nødudgangen til den fløj af bygningen, hvor der ikke var røg?
Det andet tema er bygningens brandsikkerhedsmæssige lovlighed. Bygherren Lone Færch, der sammen med sin samlever Jon Jonsen ejer Munke Bolig ApS, har til Nordjyske sagt, at den tidligere fabriksbygning var fuldt lovlig, da den i 1996 blev lavet til beboelse.
Men det er ikke lovligt at holde branddøre åbne med kiler. De skal være lukkede eller styret af ABDL, automatisk branddørslukning. Det og de manglende nødudgange på to af etagerne tyder ifølge advokat Lauge Fastrup på, at byggetilladelsen fra 1996 ikke har været overholdt med hensyn til brandsikring.
I 2011 blev der søgt om ny byggetilladelse til at installere ventilationsanlæg i komplekset. Det ville have krævet dokumentation for, at bygningen levede op til brandkravene på det tidspunkt eller i det mindste en skriftlig vurdering af de samlede sikkerhedsforhold. Advokaten har ikke kunnet se sådanne dokumentationer i de papirer, han har modtaget fra brandmyndigheden, Thisted Kommune.
Langstrakt efterforskning
Det tog lang tid at få Juline Seberg ud af den brændende bygning. Det har også taget usædvanlig lang tid for Midt- og Vestjyllands Politi at efterforske branden. I slutningen af maj rejste politiet sigtelse for uagtsomt manddrab mod beboeren, der er pensionist og lider af senskader efter mange års misbrug. Hans datter rettede efter branden en kritik mod Thisted Kommune for ikke at have givet hendes far et støttet botilbud, hvilket efter hendes opfattelse kunne have forhindret dødsbranden.
Men i december meddelte Rigspolitiet, at der ikke ville blive rejst nogen straffesag mod beboeren. Selv om brandårsagen uden rimelig tvivl kunne henføres til mandens tabte cigaret, ville det ikke være muligt at føre bevis for, at der var tale om uagtsomt manddrab, vurderede politiet.
Men der pågår stadig en efterforskning vedrørende andre forhold i sagen. Det bekræfter anklagerfuldmægtig Morten Wibroe, Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestjyllands Politi, som sagen er overgivet til. Han kan ikke oplyse yderligere om de deltaljer, der undersøges.
Sådan er status på årsdagen for branden, der kostede Juline Seberg livet. I hvert fald den del af den, som der er adgang til at se.
Tilbage står, at det under alle omstændigheder var et uhyggeligt sammenfald af uheldige omstændigheder, der førte til det ulykkelige dødsfald. Den glemte cigaret, de åbne branddøre, de manglende røgalarmer, flugtdøren, der - måske - var svær at åbne, telefonopkaldet og rådet om at komme ud, brandfolkenes frugtesløse søgen og andre detaljer gør, at vi har at gøre med en tragedie, der burde være undgået.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.