Hvor mange er der brug for: Antallet af valgsteder er et varmt politisk emne
- Hver gang, vi har haft et valg, evaluerer i forløbet af afviklingen, siger borgmester Niels Jørgen Pedersen, V, som er overrasket over, at et forslag om at reducere antallet af afstemningssteder skaber politiske dønninger
Opdateret kl. 19:57
THISTED: Nogen ting er sværere at ændre end andre. Blandt dem er tilsyneladende antallet af valgsteder i Thisted Kommune.
I hvert fald har en indstilling fra kommunens ledelsessekretariat om at reducere antallet af afstemningssteder i Thisted Kommune fra de nuværende 26 til fremover 11, første gang 1. juni, når der skal stemmes om der danske forsvarsforbehold, været anledning til stor politisk debat.
Den startede, da indstillingen om færre valgsteder stod at læse på dagsordenen til ugens møde i kommunens økonomiudvalg, og fortsatte, da udvalget drøftede sagen.
- Vi havde en lang diskussion i udvalget, og der blev udtrykt bekymring om følgerne af at reducere antallet af valgsteder. Nogen taler imod at reduceret fordi der er frygt for, at det vil føre til, at færre vælger vil stemme, siger borgmester Niels Jørgen Pedersen.
Han mener imidlertid ikke, at den frygt underbygges ud fra erfaringer fra kommuner, som allerede har skåret ned på antallet afstemningssteder.
- Blandt de ting, der taler for at skære ned på antallet af valgsteder er blandt andet, at det er svært for partierne at finde det antal valgstyrere, der er nødvendigt for at bemande 26 valgsteder gennem en hel valgdag - og så er nogen af de nuværende afstemningslokaler ikke egnede, både på grund af forhold omkring arbejdsmiljø og tilgængelighed, siger borgmesteren og tilføjer, at han er overrasket over, at sagen har udløst så stor debat.
- Forslaget om 11 valgsteder kommer fra forvaltningen. Det samme gælder placeringen. Den skal vi ikke blande os i, men politisk kan vi forholde os til antallet. Derfor beder vi nu forvaltningen udarbejde et andet forslag, hvor der nedlægges 10 og ikke 15 valgsteder. Og det kan give god mening at vi reducerer, så vi fremover har 16 valgsteder. Det skal heller ikke være for smalt, siger borgmesteren.
Niels Jørgen Pedersen tilføjer, at det fremtidige antal valgsteder gav anledning til et enkelt spørgsmål, da Venstre i Thisted Kommune onsdag havde generalforsamling.
- Spørgsmålet blev stillet og det blev besvaret, men det var ikke et spørgsmål, der udløste debat, siger han.
Når kommunalbestyrelsen mødes 29. marts bliver et af punkterne på dagsordenen spørgsmålet at reducere antallet af afstemningssteder, og ud fra de politiske tilkendegivelser, der allerede er kommet, er der lagt op til mere debat om sagen her.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.