Ib P. om Klitmøller-sag: Modstand mod byggeri hindrer udvikling

Nu skal Thisted Kommunalbestyrelse tage endelig stilling til muligheden af at udstykke 14 helårsgrunde på Ajs Mølls Vej - alt tyder på et flertal mod planen

Der kan bygges i Klitmøller - her et sommerhus - men nybyggeri kan også give problemer. Senest er planen for en udstykning på Ajs Mølls Vej mødt med lokale protesterer
Der kan bygges i Klitmøller - her et sommerhus - men nybyggeri kan også give problemer. Senest er planen for en udstykning på Ajs Mølls Vej mødt med lokale protesterer Arkivfoto: Bo Lehm

KLITMØLLER: Protesterne mod en udstykning af 14 helårsgrunde på Ajs Mølls Vej i Klitmøller er mødt med omfattende protester. Politikerne i to udvalg har lyttet, og nu skal kommunalbestyrelsen tage stilling til, om projektet skal afvises i den nuværende form for i stedet at søges realiseret på en måde, som "i markant større omfang tager højde for bevarelse af den grønne kile".

Den grønne kile er arealet, hvor de 14 helårsgrunde søges udstykket, og det skal være muligt, mener Ib Poulsen, DF, der som det eneste medlem af kommunens økonomiudvalg ønsker udstykningen gennemført.

- Jeg kan godt acceptere, at man konkret drøfter, hvor meget, der kan udstykkes, hvis det ikke skal være 14 grunde, men vi kan ikke som politikere bede om en ny plan for en udstykning, som i markant større omfang" tager højde for noget. Som minimum må vi beskrive, hvad der forstås ved "markant". Sker det ikke, risikerer vi at stå med et nyt forslag til udstykning, hvor vi igen kan drøfte, om det tilstrækkelig markant tager de ønskede hensyn. Og så kan sagen fortsætte i det uendelige, siger Ib Poulsen.

Ønsker om udvikling og tilflytning mødes med modstand fra de, som allerede har sikret sig en plads i en eftertragtet by - og så er det svært at skabe mere udvikling, siger Ib Poulsen.  Arkivfoto: Bo Lehm

Han ser sagen som et udtryk for Klitmøllers dilemma. Byen er i udvikling, og det skal understøttes - og er blevet understøttet  - politisk, siger Ib Poulsen.

- Men ønsker om udvikling og tilflytning mødes med modstand fra de, som allerede har sikret sig en plads i en eftertragtet by. De, der bor der allerede, vil ikke afvise nye tilflyttere, de skal bare bo et andet sted i byen, end der, hvor de selv bor.

Ib Poulsen konstaterer, at det sjældent er muligt at gøre alle tilfredse. heller ikke i Klitmøller.

- Men vi må se overordnet på, hvad der gavner byen og dermed kommunen. Det gør tilflytning og muligheden for at bygge nye boliger. Det betyder, at de, der allerede bor et sted, får nye naboer. Og så længe, der er plads til at udstykke og bygge, er det en risiko, siger Ib Poulsen.

Han frygter, at sagen fra Ajs Mølls Vej kan danne præcedens fremadrettet.

- Hvis alle planer om udstykning og nybyggeri  konsekvent mødes med protester, kan det blive så besværligt og dyrt, at de, der har muligheden for at udstykke jord ikke gider at have besværet. Så kan de, der kom i tide, glæde sig over, de har bosat sig et attraktivt sted og klage, når nogen prøver at skabe plads til flere i en by, hvor pladsen er begrænset af nationalpark på tre sider og af havet på den fjerde. Men så er der ikke mulighed for at skabe mere udvikling.

Ib Poulsen vurderer, at et flertal i kommunalbestyrelsen vil følge indstillingen om, at den planlagte udstykning på Ajs Mølls vej ikke realiseres og at der skal laves en ny plan, som i "markant større omfang tager højde for den grønne kile.

- Og så kan vi se frem til nye diskussioner om, hvad der forstås ved "markant", siger Ib Poulsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden