Idrætten har fundet andre steder: Nu skal der bygges på gammelt stadion

Thisted Kommune lægger nu op til at undersøge mulighederne for byggeri på 12.000 kvadratmeter af det gamle Landlyst Stadion

I forliget om kommunens 2020-budget er det aftalt at undersøge, om Landlyst Stadion kan bruges til byggeri.  Det arbejde starter nu med at lave udbudsmateriale. Arkivfoto: Peter Mørk

I forliget om kommunens 2020-budget er det aftalt at undersøge, om Landlyst Stadion kan bruges til byggeri. Det arbejde starter nu med at lave udbudsmateriale. Arkivfoto: Peter Mørk

THISTED:Med forliget om næste års budget for Thisted Kommune blev det samtidig aftalt at undersøge, om det gamle Landlyst Stadion kan anvendes til bebyggelse.

Stadion, som ligger ubenyttet hen i forhold til sit oprindelige formål, omfatter et areal på godt 18.000 kvadratmeter, og en del af den kommende undersøgelse skal i følge forliget vise, om indtægterne fra byggemodning af stadion kan finansiere renoveringen af det nærliggende Thisted Søbad.

Nu udmøntes forliget. Det sker, når kommunens udvalg for klima, miljø og teknik i den kommende uge behandler en indstilling om, at der udarbejdes udbudsmateriale til godkendelse i kommunalbestyrelsen blandt andet med byggehøjder og bebyggelsesprocent på de cirka 12.000 kvadratmeter af det samlede stadion-areal, som vurderes egnet til byggeri. Det er selve den gamle boldbane.

I kommuneplanen er området udlagt til rekreative formål, så skal det anvendes til andet formål, som her byggeri, kræves der ny planlægning.

I sagsfremstillingen fremgår, at en udstykning til parcelhusbyggeri ikke vil være oplagt, men heller ikke umuligt. Dog vil det være vanskeligt at udstykke mere end 12 parcelhusgrunde.

Mere oplagt er en boligbebyggelse i form af punkthuse på to til tre etager eller en lav bebyggelse, tilpasset områdets beliggenhed. Kravene til byggeriets udformning skal fremgå af udbudsmaterialet, men forvaltningen anbefaler en maksimal byggehøjde på 9,5 meter længst mod vest og faldende mod fjorden.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.