Politi

Indbrud i vindmølle-testcenter: Masser af værktøj stjålet

Politiet søger vidner, der har hørt eller set noget omkring testcenteret i weekenden

Der bliver brugt meget værktøj i testcenteret i Østerild Klitplantage. I weekenden blev en del af det stjålet.
Der bliver brugt meget værktøj i testcenteret i Østerild Klitplantage. I weekenden blev en del af det stjålet. Arkivfoto: Henrik Bo

Der har i weekenden været indbrud på det nationale testcenter i Østerild Klitplantage.

Det fortæller Rene Carlsen, der er politiassistent ved lokalpolitiet i Thisted.

Indbruddet er sket i fire containere fra Siemens, der bruges til opbevaring og som værksted.

Der er blandt andet stjålet 10-15 boremaskiner af mærket Bosch, en el-tester, flere topnøglesæt, slagnøgler, elektriske slagnøgler og en tablet fra Samsung.

- Listen er ikke komplet endnu, og det er også årsagen til, at vi ikke kender den samlede værdi, siger Rene Carlsen.

- Men med det, der allerede er meldt stjålet, kommer vi godt over 50.000 kroner, da der er meget dyrt el-værktøj, siger han.

Indbruddene er sket mellem fredag klokken 13 og mandag klokken 9.

Tyvene er kommet ind i containerne ved at bryde låsene op.

- Der er fundet dna på stedet. Så nu skal vi se, om det er noget, vi har i vores database, siger Rene Carlsen.

Midt- og Vestjyllands Politi vil meget gerne høre fra vidner, der har hørt eller set noget ved testcenteret i weekenden - eller hvis man får tilbudt billigt værktøj.

Politiet kan kontaktes på telefon 114.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden