Ingen præstegård i Ræhr - to i Hanstholm
Ræhr Præstegård erstattes af en ny i Hanstholm

Præsteboligen i Ræhr er nu ved at blive revet ned, mens bygningen til venstre, der rummer sognegård og graverhus, bevares. Arkivfoto: Peter Mørk
RÆHR-HANSTHOLM:Mere end seks år efter, at præsten flyttede ud, er præstegården i Ræhr nu ved at blive revet ned.
Men den gamle præstegård, som var angrebet af skimmelsvamp, bliver ikke erstattet af en ny. I stedet skal der bygges en ny præstebolig i Hanstholm, som dermed bliver hjemsted for begge præsterne i firesognspastoratet, der omfatter Hanstholm, Ræhr, Vigsø og Klitmøller.
Den løsning blev truffet af menighedsrådene for de fire sogne med henvisning til, at det vil være lettere at få en ny præst, når bopælen ligger i pastoratets største by. Men det var uden opbakning fra menighedsrådsformanden i Ræhr, Mogens Christensen Harbo.
- Vi må erkende, at der hverken er skole eller købmand i Ræhr. Men om det afskrækker en ny præst, det kommer an på, hvem der bliver tale om. Jeg er ikke enig i, at der ingenting er i Ræhr. Her er smukt, og man bliver budt velkommen, fortæller Mogens Harbo - som imidlertid har måttet tage flertalsbeslutningen i de fire menighedsråd til efterretning. Og der er købt en byggegrund til den nye præstegård på Brunbjerg Skrænt - oven for Hanstholmreservatet. Byggeriet er endnu ikke projekteret, og præstegården vil tidligst kunne stå færdig engang i løbet af 2021.
Hvad der skal ske med den gamle præstegårdsgrund i Ræhr, er der ikke taget stilling til. Den kan nok vanskeligt sælges som en byggegrund, fordi den ligger på samme matrikel som både graverhuset og sognehuset - der ikke skal rives ned.
Den seneste beboer i Ræhr-præstegården, Mariann Dyhrberg Christensen, er flyttet til præstegården i Hanstholm, mens pastoratets anden præst, Finn Feilan, bor i sit private hus i Klitmøller. Finn Feilan går på pension fra årsskiftet, og det bliver derfor hans afløser, der flytter ind i den nye præstegård.
I Ræhr skal der i øvrigt findes en ny menighedsrådsformand efter menighedsrådsvalget tirsdag. Efter to perioder som formand genopstiller Mogens Harbo ikke - og det samme er i øvrigt tilfældet for flertallet af de fire andre medlemmer af rådet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.