jul

Jul på smalt budget? Her må du fælde dit juletræ kvit og frit

Nationalpark Thy og Naturstyrelsen Thy gentager gigantisk succes

Det holder muligvis ikke standardmålene for et juletræ, dette nåletræ af arten contorta, men til gengæld er det voldsomt charmerende. Det er pyntet og fotograferet af naturforvalter Ann Gudrun Worm fra Nationalpark Thy.

Det holder muligvis ikke standardmålene for et juletræ, dette nåletræ af arten contorta, men til gengæld er det voldsomt charmerende. Det er pyntet og fotograferet af naturforvalter Ann Gudrun Worm fra Nationalpark Thy.

KLITMØLLER:De fleste ved, at julen varer længe - og koster mange penge.

Det vidste Peter Faber, da han skrev julesangen "Højt fra træets grønne top" i 1847, og knap 175 år senere giver højtiden stadig lommesmerter mange steder.

Nu smækker Nationalpark Thy i samarbejde med Naturstyrelsen Thy et tilbud på bordet, der få julebudgettet til at række lidt længere.

Fra søndag 28. november - 1. søndag i advent - og helt frem til juleaften inviterer de nemlig alle til at fælde et juletræ og hente pyntegrønt helt gratis på et areal langs Kystvejen ved Nystrup Plantage tæt ved Naturstyrelsens store flisplads. Her vil skilte anvise vej til området, og det koster kun de armkræfter, der skal bruges på at svinge en økse eller benytte en sav.

Det gavner samtidig biodiversiteten i nationalparken, hvor invasive nåletræsarter som bjergfyr, contorta og sitkagran gør livet surt for sjældne planter som soldug, klokkeensian og djævelsbid, hvis de får lov at brede sig ukontrolleret ud over klitheden i det skønne landskab.

Det fortæller naturforvalter Ann Gudrun Worm fra Nationalpark Thy.

- Når de her nåletræer får lov til at brede sig, kan de lavere planter ikke klare sig i konkurrencen om plads og lys. Færre forskellige planter betyder, at naturen bliver mere artsfattig, og det er vi bestemt ikke interesseret i. Her skal være plads til alle, og vi vil gerne passe godt på alle de andre spændende og vigtige planter i Nationalpark Thy, siger hun.

Ann Gudrun Worm understreger, at de gratis juletræer på det ca. tre hektar store område ikke just holder idealmålene for de juletræer, danskerne normalt slæber ind i stuerne.

- De er pilskæve og med 3-5 toppe. Så hvis man vil have et standard juletræ med helt symmetriske grenkranse og én top, så skal man nok vælge at støtte et af de mange søde og hyggelige lokale juletræssalg i stedet, siger naturforvalteren.

Hun lover til gengæld, at der er nok til alle i nationalparken.

- Og skulle det ske, at dette område bliver tømt, så finder vi nogle nye arealer, garanterer hun.

Det er ikke første gang, Nationalpark Thy og Naturstyrelsen Thy giver adgang til at fælde et gratis juletræ i nationalparken. Det samme skete i både 2018 og 2020 med overvældende succes.

Ann Gudrun Worm oplyser, at alle træer, der må fældes, er mærket med en rød sløjfe. De højeste skyder tre meter i vejret, og naturforvalteren beder folk fælde træerne så tæt på jorden som muligt. Så er der nemlig mindst risiko for, at træet skyder igen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.