Politik

Julebombe: Veteran forlader politik med en sviner til embedsværket

Per Skovmose (K) stopper som medlem af kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune. Og han retter en krads kritik mod forvaltningen på vej ud ad døren

Per Skovmose har valgt at anmode kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune om lov til at udtræde.
Per Skovmose har valgt at anmode kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune om lov til at udtræde. Foto: Jens Kr. Vangsgaard

Opdateret kl. 19:34

THY: Midt i julefreden har det konservative medlem af kommunalbestyrelsen i Thisted Kommune, Per Skovmose, detoneret en regulær bombe.

Den politiske veteran har netop i et opslag på Facebook offentliggjort, at han træder ud af kommunalbestyrelsen. Og han benytter lejligheden til at sende en regulær bredside afsted mod embedsværket i den kommunale forvaltning.

Per Skovmose skriver blandt andet om det, han kalder "administrativ obstruktion":

"Desværre føler jeg, at arbejdsbetingelserne som KB-medlem  er blevet vanskeligere, når en forvaltning kan tolke og tillægge mig motiver, når jeg sender en forespørgsel om yderligere oplysninger i en sag. Der bør være et fortroligt forum, hvor jeg som KB-medlem, kan spørge ind til kommende og allerede trufne beslutninger, uden risiko for, at disse forespørgsler tillægges motiver, som ikke er mine! Med de store beslutninger som skal tages i det kommende år: fremtidens folkeskole og omkring Hanstholm Havn, er jeg nervøs for at søge oplysninger hos forvaltningen, som de så frit kan tolke mine motiver for at spørge. Så kan jeg ikke regne med fortrolighed og en reel behandling fra forvaltningen, bliver det meget svært at agere som politiker."

Nordjyske har været i kontakt med Per Skovmose, og han bekræfter, at den sag, han sigter til i sit opslag, er containersagen ved Roshage, som Nordjyske tidligere har omtalt. Som vi også tidligere har beskrevet, har Per Skovmose rettet henvendelse til forvaltningen i en sag, hvor kommunen har meddelt, at en frisør på havnen skal lukke, fordi virksomheden ikke er havnerelateret. 

Frisøren sidder til leje i en bygning ejet af Per Skovmoses svigerinde og dennes søn. Det fik politikeren til at spørge forvaltningen, hvorfor frisøren skal ud, mens virksomheden West Wind kan drive kaffebar for surfere ved stranden.

- Jeg mener, at forvaltningen har fordrejet mine ord ved at kalde min henvendelse for en anmeldelse. Jeg mener, at jeg har spurgt opklarende. Set i bagklogskabens lys kan jeg godt se, at jeg måske skulle have formuleret mig anderledes, men det kan ikke være meningen, at jeg skal starte min henvendelse til forvaltningen med ordene "dette er ikke en anmeldelse", siger Per Skovmose, der selv driver virksomhed i Hanstholm og med egne ord "ikke tør mere, når forvaltningen fordrejer min henvendelse".

Per Skovmose fylder 62 år til april. Han nåede at sidde i kommunalbestyrelsen i 13 år. Han har været valgt to gange for Venstre og to gange for Konservative. 

- Jeg er da lidt træt af at sige farvel på denne måde, men med min alder var det nok slut til næste valg alligevel. Det her handler ikke om, at jeg vil skifte parti igen. Jeg er noget mere tilfreds med de konservative end vælgerne var ved folketingsvalget, siger Per Skovmose.

Formelt skal hans udtræden godkendes af kommunalbestyrelsen, når denne samles igen næste gang 31. januar 2023. I sit opslag skriver Per Skovmose dog:

"Jeg har valgt at betragte mig selv som udtrådt per 31. december 2022 og vil derfor ikke deltage i møder i kommunal regi samt i de fora, som jeg er blevet udpeget til fra 1. januar 2023."

Per Skovmose står til at blive afløst i kommunalbestyrelsen af Alex Klein, der er førstesuppleant for de konservative. Viggo Iversen er andensuppleant.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden