Kæmpe overskud i fjernvarmeselskab: Pengene skal bruges til at fange CO2
Thisted Varmeforsyning vil investere overskud fra el-salg i et anlæg til fangst af CO2 på Kraftvarmeværk Thisted
Opdateret kl. 06:54
THISTED: Forventningen var et minus på små fire millioner i 2022. Men efter et turbulent år på energimarkedet kunne Thisted Varmeforsyning på generalforsamlingen forleden tværtimod præsentere medlemmerne for et overskud på 33,8 mio. kr.
Det særdeles positive resultat skyldes næsten udelukkende, at selskabet fik en uventet fortjeneste på salget af el fra Kraftvarmeværk Thisted, der for halvdelens vedkommende er ejet af fjernvarmeselskabet i Thisted.
Det fortæller Lars Toft Hansen, formand for både Thisted Varmeforsyning og I/S Kraftvarmeværk Thisted.
Fornuftigt at investere
Overskuddet kommer ikke til udbetaling, og vil heller ikke blive brugt til nedsættelse af fjernvarmeprisen - som i forvejen er blandt landets laveste.
Men i løbet af de kommende år bliver der god brug for millionerne til et nyt anlæg, der kan fange og lagre den CO2, som i dag ryger op i atmosfæren fra Kraftvarmeværk Thisted.
- Der er ingen tvivl i mit sind om, at det vil være fornuftigt at investere i sådan et anlæg. Og det er der opbakning til fra bestyrelserne i begge selskaber, siger Lars Toft Hansen.
Fortjenesten på salg af strøm fra kraftvarmeværket i 2022 er dog langt fra nok til at finansiere et anlæg til CO2-fangst, som ventes at ville koste i størrelsesordenen 200 mio. kr.
Kraftvarmeværk Thisted søgte sidste år om at få del i en statslig pulje til formålet - vel vidende at værket ikke opfyldte de strenge krav til soliditet. Kun to kraftvarmeværker i hovedstadsområdet er med i opløbet om at få penge fra puljen. Men Lars Toft Hansen tror på, at der bliver nye muligheder for støtte til at etablere anlægget:
- Regeringen gør ret meget ud af, at man skal nå målene om CO2-reduktion i 2030. Og hvis det kræver, at der skal investeres nogle statspenge, så tror jeg at man gør det, siger han.
Forsøg i Thisted
I 2021 lavede firmaet Ammongas et forsøg med at indfange og lagre CO2 fra Kraftvarmeværk Thisted - dog kun en meget lille del af samlede udledninger. Forsøget gik godt, og firmaet har siden iværksat tilsvarende test på et anlæg i Esbjerg og nu i Horsens.
Om det bliver dette selskab, der til sin tid skal levere et fuldskalaanlæg til Thisted, er endnu for tidligt at sige.
- Men vi ved, at det kan fungere, så det er en af flere mulige leverandører, siger Lars Toft Hansen.
I hvilken udstrækning det vil bliver økonomisk bæredygtigt at fange CO2'en - det afhænger af størrelsen på de afgifter, som der i fremtiden skal pålægges affaldsforbrænding. Hvis der bliver tale om den høje takst - 750 kr. pr. tons CO2 - så vil kraftvarmeværket kunne spare i størrelsesordenen 40 mio. kr. om året.
Udvidelse af nettet
Efter affaldsforbrændingen er halm den vigtigste energikilde hos Thisted Varmeforsyning. Og halmen kommer til at fylde mere i fremtiden, da halmfyrets nuværende kapacitet er på vej til at blive næsten tredoblet med etableringen af to nye kedler.
De nye kedler er nødvendige som følge af fjernvarmeværkets udvidelse af ledningsnettet til en række oplandsbyer. Sennels og Østerild er allerede kommet med, og Nors er næsten klar til at blive tilsluttet. I løbet af 2024-25 vil også Sjørring blive forsynet med fjernvarme fra Thisted.
I det forløbne år har det tillige bidraget til Thisted Varmeforsynings gode økonomi, at det i 2022 kun var nødvendigt at bruge meget lidt af den dyre naturgas.
- Det skyldes en grøn vinter, men også at vi har aftaget mere fra kraftvarmeværket, siger Lars Toft Hansen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.