Politik

Kæmpe sviner til borgmester: - Han er arrogant og magtfuldkommen

Kommunalbestyrelsesmedlem Susanne Olander dropper Venstre til fordel for Socialdemokratiet og smækker med døren. Dermed er konstitueringen bag borgmester Niels Jørgen Pedersen nu den smallest mulige

Susanne Olander forlader Venstre og bliver nyt medlem af den socialdemokratiske gruppe i Thisted Kommunalbestyrelse, som herefter tæller 10 mandater. Venstres gruppe er fremover på seks.
Susanne Olander forlader Venstre og bliver nyt medlem af den socialdemokratiske gruppe i Thisted Kommunalbestyrelse, som herefter tæller 10 mandater. Venstres gruppe er fremover på seks. Arkivfoto: Bo Lehm

Opdateret kl. 17:46

- På et tidspunkt råbte han ad mig i vrede og sagde: "Så er det ud!" Fordi jeg var uenig med gruppen.

Susanne Olander, nu forhenværende medlem af Venstres gruppe i Thisteds kommunalbestyrelse, har besluttet sig for at forlade Venstre til fordel for Socialdemokratiet. 

Beslutningen kommer, efter hun i flere tilfælde har oplevet en hård politisk tone, manglende muligheder for at blive hørt eller taget alvorligt for de socialliberale værdier, hun står for som kommunalpolitiker - og ikke mindst på grund af, hvad hun selv betegner som en "arrogant og magtfuldkommen" borgmester, partifællen Niels Jørgen Pedersen. 

- Jeg havde ikke set det her komme og blev først bekendt med beslutningen fredag formiddag klokken 09.37, da jeg fik en mail fra Susanne Olander. Så jeg blev da meget overrasket, siger borgmester Niels Jørgen Pedersen (V), som har svært ved at genkende sig selv som "arrogant og magtfuldkommen".

 - Jeg ser mig selv som relativt pragmatisk og resultatorienteret, og jeg kan ikke genkende mig selv i det, hun skriver i mailen, siger Niels Jørgen Pedersen.

Værdier tæller

Selv forklarer Susanne Olander, at hun har taget beslutningen om en politisk skilsmisse og valgt at melde sig ind i Socialdemokratiet og fortsætte sin politiske karriere der, fordi hun tror på, at hun her møder større anerkendelse for de værdier, hun står for. Det fremgår af den mail, hvor hun orienterer om sit partiskifte og baggrunden for det. Hun oplyser, at beslutningen har været længe undervejs, men at hun lige nu ikke har yderligere kommentarer.

- Efter en rigtig god snak med Ulla Vestergaard har jeg en god fornemmelse i maven over det, der venter mig i Socialdemokratiet, skriver hun. 

Den nu forhenværende Venstre-politiker lægger ikke skjul på, at hun har været en del af partiet i mange år - og har været stolt af at repræsentere partiet. Derfor er beslutningen om partiskiftet kommet efter både mange og lange overvejelser. 

"For mig er Venstre friheden til at tænke, tro og tale uden frygt for at blive straffet", skriver Susanne Olander, som ikke har har fundet den tryghed i Venstre.

Råber i vrede

Hun fremhæver, at i de to år, hun denne valgperiode har repræsenteret Venstre, ad flere omgange har oplevet "at borgmesteren har hævet stemmen overfor mig, fordi jeg udfordrede flertallet og tilkendegav min holdning til tingene, og det har været så grelt, at han også på et tidspunkt råbte ad mig i vrede og sagde: Så er det ud! Fordi jeg var uenig med gruppen".

Susanne Olander erkender, at tonen i politik kan være hård og understreger, at hun ikke er sart, men at hun har en oplevelse af, at kommunikationen med borgmester Niels Jørgen Pedersen er "uordentlig og at villigheden til at gå i dialog er ikke eksisterende".

- Men uanset hvor uenig man er, er det jo i dialogen, alle nye ideer opstår, og den forsøger han at undgå ved at feje folk af bordet på denne måde, konstaterer Susanne Olander, som bad Venstres gruppe om at tage en snak om både tone og dialog for at skærpe opmærksomheden på, at man skal tale ordentligt til hinanden.

Som et sidste konfliktpunkt peger Susanne Olander på, at borgmesteren "ønsker mig ud af økonomiudvalget og at vi laver en rokade til fordel for en anden i gruppen".

Fra 15-12 til 14-13

"Det er min klare opfattelse, at det her ikke handler om en rokade. Han er i gang med at smide mig på porten", skriver Susanne Olander, som mener, at det blandt andet skyldes, at hun har stemt imod og stillet kritiske spørgsmål i nogle sager, der "efter min mening kvalificerer vores beslutninger bl.a. på socialområdet og Hanstholm Havn".

- Jeg har intet ønske om at smide Susanne Olander ud af økonomiudvalget. Der er foregået en lukket diskussion i et lukket rum, som blandt andet drejede sig om at gennemføre nogle rokeringer for at imødekomme et gruppemedlem, som har været tidsmæssigt udfordret privat og derfor har haft svært ved at tage mange aftenmøder, siger borgmesteren.

Niels Jørgen Pedersen tilføjer, at Susanne Olanders afsked med Venstre ikke får betydning for arbejdet i kommunalbestyrelsen, hvor konstitueringen mellem Venstre, Konservative, DF og Nye Borgerlige nu blot har 14 mandater bag sig ud af kommunalbestyrelens 27 mandater.

- Langt flertallet af sagerne i kommunalbestyrelen afgøres med tilslutning fra partier, som ikke er en del af konstitueringen, siger borgmesteren.

Kabalen skal gå op

Som konsekvens af rokaden i Venstre gruppe har Kristian Tilsted overtaget posten som gruppeformand efter Kenneth Bjerregaard. Det er nu hans opgave at få en ny kabale til at gå op.

- Lige nu er kortene pakket sammen, for forudsætningerne har ændret sig, siger Kr. Tilsted, som først fredag formiddag erfarede, at han ikke længere var formand i en gruppe på syv, men kun på seks.

- For mig er det uforståeligt, at Susanne Olanders beslutning kommer nu. Helt uden forvarsel og mig bekendt helt uden at være vendt med nogen. Det kan ligne en forhastet beslutning, siger Kr. Tilsted, som kalder sagen "brand ærgerlig".

- Jeg genkender ikke det billede, hun tegner. Hverken af Niels Jørgen Pedersens ageren eller af mulighederne for at blive hørt eller for at komme i dialog. Og det er ikke er Susanne Olanders person, der er årsag til, at det var nødvendigt at drøfte muligheder af at lave interne rokeringer i Venstres gruppe, siger Kristian Tilsted.

Lige nu tør han ikke sige, hvor omfattende ændringer Susanne Olanders farvel til Venstre udløser i opgavefordelingen blandt de resterende seks medlemmer af gruppen eller om den effekt, det kan få på længere sigt.

- Det bliver nok først synligt til næste valg. Jeg har det dårligt med partihoppere, og hvordan vælgerne ser på det, vil sikkert fremgå af de personlige stemmetal, siger Kr. Tilsted og tilføjer, at de seks tilbageblevne medlemmer af Venstres gruppe har kræfter til at dække tabet af Susanne Olander uden at miste momentum.

- Men vi mister noget diversitet. Hvis Susanne Olander har set sig som talerør for nogle socialliberale holdninger, så vil vi miste et aspekt i vores diskussioner. Og det er ærgerligt, for diversitet er vigtig. Både når det gælder holdninger, alder, køn og og social baggrund og grad af politisk skoling, siger gruppeformanden.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden