Kæmpe triumf på hjemmebane: Jeg er utroligt glad og stolt

Tobias Bjørnaa viste sig som verdens bedste U17-windsurfer på hjemmebane i Cold Hawaii

Tobias Bjørnaa triumferede på hjemmebane. <i>Foto: John Carter</i>

Tobias Bjørnaa triumferede på hjemmebane. Foto: John Carter

HANSTHOLM: Klitmøller-surferne henter medaljer hjem til Thy i øjeblikket i en grad, ingen idrætsgren nogensinde har gjort. Sent torsdag kunne windsurferen Tobias Bjørnaa fra Surfklubben NASA kåres som verdens bedste i U17-rækken på hjemmebanen Cold Hawaii.

Det skete efter to dages intensive konkurrencer ved PWA Cold Hawaii Youth Windsurf World Cup, der er blevet afviklet ved vindmøllerne i Hanstholm som en del af Cold Hawaii Games.

Tobias Bjørnaa har gennem sæsonen haft tætte opgør med tyskeren Anton Richter på andenpladsen.

- Jeg er utroligt glad og stolt. Det har været en tæt sæson og jeg er stolt over at kunne lukke årets tour med en sejr foran venner og familie på hjemmebane i Cold Hawaii, siger en glad Tobias Bjørnaa.

Han er ikke kommet sovende til succes, der også inkluderer et VM i U13 for år tilbage.

- Sådan en sejr betyder alt for motivationen, når man skal ud for at træne tidligt om morgenen i al slags vejr. Jeg har fantastisk støtte af min familie, og deres opbakning betyder alt for, at jeg er kommet så langt, som jeg er, siger Tobias Bjørnaa.

Han melder sig nu i koret af Klitmøller-surfere, der i år har vundet EM eller VM medaljer: Noa Stender, Christian Polarbear Andersen, Caroline Küntzel, Katrine Bergmann og nu altså Tobias Bjørnaa.

Der er officiel præmieoverrækkelse fredag kl. 13.00 ved Hummerhuset i Klitmøller.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.