Der slukkes stadig ild i Thy - stor naturbrand blussede op igen
Folk fra Beredskabsstyrelsen i Thisted og Nordjyllands Beredskab kæmper fortsat med stor naturbrand i Stenbjerg Klitplantage
Opdateret 09. maj 2019 kl. 06:10
STENBJERG: Natten til torsdag har Nordjyllands Beredskab kæmpet med at få has på naturbranden i Stenbjerg Klitplantage, og torsdag morgen er der stadig mange brandfolk på arbejde på stedet.
Branden blussede op igen onsdag eftermiddag, hvor vinden pludselig vendte og sendte flammerne mod områder, hvor der stadig var tørt ved, der kunne brænde.
Brand kan vare til torsdag
Det er et kæmpearbejde helt at slukke den voldsomme naturbrand, der brød ud i Stenbjerg Klitplantage tirsdag eftermiddag kort før klokken 14. Det fortæller chefvagt fra Nordjyllands Beredskab René Kærup.
- Arbejdet kommer til at stå på formentlig hele det næste døgn frem til torsdag morgen, forudser chefvagten.
Siden branden brød ud har over 75 brandmænd fra Nordjyllands Beredskab og Beredskabsstyrelsen i Thisted i løbet af tirsdag været i aktion mod flammerne.
- Vi har været i gang hele natten til onsdag med 20 brandmænd. Der er ikke i løbet af natten sket brandspredning, så vi står tilbage med cirka 15 til 20 hektar, der har været og er ild i, som skal efterslukkes. Vores udfordring er nu, at vi skal have nogle skovningsmaskiner for at kunne komme helt ind til branden og efterslukke den, fortæller chefvagt René Kærup fra Nordjyllands Beredskab.
Han kalder terrænet, hvor det brænder, for "uvejsomt".
Med folk fra Hjemmeværnet, der spærrer området af, brandfolkene fra beredskab og Beredskabsstyrelsen samt skovfolk, så har omkring 55 mand været i aktion i løbet af onsdagen.
En gummiged blev også sat ind i området til at lave brandveje ind i det brændte område. Stierne brugte brandfolkene til at lægge brandslanger ud, så en ordentligt vandforsyning til bekæmpelsen af branden kunne etableres.
Beredskabet håber at ilden kan være helt nedkæmpet torsdag.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.