Kendt ansigt skal stå i spidsen for gymnasium
Bestyrelsen har valgt en kandidat fra skolens egne rækker
Thisted Gymnasium har fået ny rektor. Det bliver den 54-årige Bo Hove, der skal være ny rektor for uddannelsesinstitutionen.
Bo Hove har fra 1. maj i år varetaget rollen som konstitueret rektor, efter at den tidligere rektor Søren Christensen efter godt 10 år på posten takkede af, fordi han havde fået nyt job. Den kommende rektor forbliver konstitueret frem til 31. oktober, hvorefter han tiltræder sin nye stilling.
Bestyrelsen har dermed valgt en mand fra skolens egne rækker. Bo Hove startede sin karriere som adjunkt ved Institut for Matematiske Fag på Aalborg Universitet. I 2001 kom han til Thisted Gymnasium som lærer i matematik og datalogi. Siden 2012 har han fungeret som uddannelses- og økonomichef på skolen. Han er bosat i Thisted sammen med sin kone og tre døtre.
Bestyrelsesforperson Karen Louise Erichsen, der også har været forperson for ansættelsesudvalget, udtaler i en pressemeddelelse:
- Når ansættelsesudvalget har peget på Bo Hove, er det, fordi han er et visionært dannelsesmenneske, som har fødderne solidt plantet i skolens daglige drift og traditioner. Med det afsæt, tror vi på, at han er den rette til at tage vores gymnasium ind i fremtiden.
Bo Hove selv udtaler:
- Jeg er stolt og meget beæret over den tillid, man har vist mig. Det er med den dybeste respekt for Thisted Gymnasium i sin helhed og det lokalsamfund, jeg har været en del af i mange år, at jeg tager opgaven med at lede Thisted Gymnasium på mig. Foran os venter en stor og vigtig opgave, som jeg glæder mig til at stå i spidsen for.
Der afholdes tiltrædelsesreception for skolens elever, personale og samarbejdspartnere 1. november.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.