Kirsten Kjærs Museum - nu med museumsbutik og sommerudstilling
Tre sommerudstillinger og en ny museumsbutik åbner lørdag
LANGVAD: En sommerudstilling, der faktisk er tre udstillinger i én. Og en ny museumsbutik ved indgangen til Kirsten Kjærs Museum.
Begge dele åbner officielt lørdag på museet i Langvad, som nu for alvor kan byde publikum inden for efter en forårsudstilling, der var begrænset af coronarestriktionerne.
Sommerudstillingen byder blandt andet på et møde mellem grafikeren Anneline Schjødt Pedersen og hendes far, maleren og tegneren Arne Aagaard Pedersen, der døde i 2012.
Det er første gang, de to mødes i en udstilling. Titlen er ”Relationer”, og slægtskabet mellem far og datter ses i det intensive og ekspressive udtryk, som kendetegner begge, fortæller Pia Skogberg, der er daglig leder af Kirsten Kjærs Museum.
”Vinger, væsner og vind” er overskriften for en udstilling med tre fynske kunstnere, Ginette Wien, Ingrid Duch og Floyd K. Stein. Sidstnævnte har lavet ”vindtegninger”, der beskrives som en kompleks og ofte flertydig montage af linjer, skabt ved hjælp af installationer i træer og andre vækster.
Keramikeren Ginette Wien viser fabeldyr i ler og porcelæn, og Ingrid Duch menneskelige og dyriske væsner på store koloristiske lærreder og tegninger i trækul.
Endelig udstiller John Hansen og Klaus Bircholdt malerier og fotos med landskaber, natur, arkitektur og mennesker som motiver.
Alle udstillerne - naturligvis bortset fra Arne Aagaard Pedersen - vil være til stede ved ferniseringen lørdag.
Butik i tidligere køkken
Men ud over udstillingerne kan gæsterne på Kirsten Kjærs Museum altså også aflægge besøg i den nye museumsbutik, der er indrettet i en del af et tidligere køkken.
Her sælges selvfølgelig de bøger, som museets grundlæggere, Harald Fulgsang og John Anderson, har lavet, samt postkort og reproduktioner med Kirsten Kjærs malerier.
Men sortimentet vil blive udvidet med keramik og kunsthåndværk - samt med produkter fra fårelandbruget Lystbækgård ved Ringkøbing, som museet har indledt et samarbejde med, oplyser Pia Skogberg.
Sommerudstillingerne kan ses til og med 25. juli.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.