Klagenævn har talt: Lægeklinik passer ikke ind i industriområde

Det var i orden, da Thisted kommune i foråret sagde nej til en ansøgning om at etablere en lægeklinik på Wilhelmsborgvej 15 i Thisted og begrundede det med, at den ikke passede ind i de øvrige industri- og erhvervsaktiviteter i området

Planer om at lave en lægeklinik i bygningen på Wilhelmsborgvej 15 er ikke en fremkommelig mulighed, siger Planklagenævnet, som dermed er på linje med Thisted Kommune, som i foråret også sagde nej til muligheden. <i>Foto: Bo Lehm</i>

Planer om at lave en lægeklinik i bygningen på Wilhelmsborgvej 15 er ikke en fremkommelig mulighed, siger Planklagenævnet, som dermed er på linje med Thisted Kommune, som i foråret også sagde nej til muligheden. Foto: Bo Lehm

THISTED:En lægeklinik passer ikke naturligt ind i et område, der er udlagt til industri og erhvervsvirksomheder.

Med den begrundelse sagde Thisted Kommune i marts nej til at dispensere fra byplanvedtægten for Industriområdet Wilhelmsborg. Dispensationen skulle gøre det muligt at indrette en cirka 850 kvadratmeter stor lægeklinik i lokaler i en industri- og erhvervsbygning på Wilhelmsborgvej 15.

Bygningens ejer klagede over kommunens afgørelse, men Planklagenævnet, der har behandlet sagen, har ikke givet klageren medhold. Dermed gælder kommunens afgørelse i sagen.

Med afgørelsen følger Planklagenævnet ikke klagers opfattelse af, at etablering af en lægeklinik på Wilhelmsborgvej 15 må anses for "naturligt at kunne finde plads i området". Tværtimod støtter nævnet Thisted kommunes opfattelse af, at en lægeklinik ikke passer ind i de industri- og erhvervsaktiviteter, der er mulighed for i området i følge byplanvedtægten.

I klagen over kommunens afgørelse anføres, at kommunen i 2015 gav tilladelse til at etablere en tandlægeklinik indenfor det samme område og at der i januar 2021 blev givet dispensation til at etablere paddlebaner i en del af en eksisterende hal på Wilhelmsborgvej  18.

I kommunens egen sagsfremstilling fremgår, at tilladelsen til at etablere tandlægeklinikken blev givet under forudsætning af, at der senere skulle laves en lokalplan, der gjorde etableringen mulig. Men det var forkert. "Fremgangsmåden med en tilladelse på forkant er dog ikke en lovmedholdelig løsning, som desværre fandt anvendelse i den pågældende sag", står der i sagsfremstillingen på dagsordenen til mødet i udvalget for erhverv, klima, miljø og teknik 14. marts 2022. Her fremgår også, at lokalplanen aldrig er lavet.

Planklagenævnet vurderer derfor, at fordi der tidligere er givet tilladelse til en tandlægeklinik fører det ikke automatisk til, at der også kan gives tilladelse til en lægeklinik. Nævnet finder heller ikke, at etableringen af paddlebanerne kan sidestilles med etablering af en lægeklinik. 

Nævnets vurdering bliver derfor, at etablering af en lægeklinik på Wilhelmsborgvej 15 er i strid med byplanvedtægtens principper, og at kommunen derfor ikke har adgang til at dispensere. Derfor var det i orden at give afslag til etablering af lægeklinikken.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.