Klar besked fra forening: Nej tak til kæmpemøller
Lokal forening melder klart ud - der skal hverken rejses kæmpemøller på Danmarks længste ubebyggede kyststrækning eller nedlægges bebyggelse
Opdateret kl. 17:46
Muligheden for at udvide det nuværende testcenter i Østerild mod nord for at skabe plads til at teste vindmøller på op til 450 meter skal ikke forfølges.
"Naturen omkring Bulbjerg skal ikke være et tag-selv-bord for vindmølleindustrien. Vi må også bestemt afvise tanker om kompensation for en udvidelse af Testcenteret. Ødelagt natur og anslag mod lokalsamfundets udvikling kan der ikke kompenseres for. Vi ønsker udvikling, ikke afvikling".
Så klar er meldingen i en pressemeddelelse fra Foreningen imod Kæmpevindmøller ved Bulbjerg - Bulbjerg Natur efter et møde på Frøstrup Kro søndag aften.
Mødet havde samlet mere end 80 deltagere, både lokale beboere og sommerhusejere, som klart afviste en beslutning fra regeringen og et flertal i folketinget om at undersøge muligheden af at udvide Det Nationale Testcenter for Vindmøller i Østerild Plantage.
"Foreningen vil samle egnens befolkning imod projektet og appellerer til de lokalt valgte folketingsmedlemmer og til kommunalbestyrelsen i Thisted kommune om være sig deres ansvar overfor befolkningen bevidst ved at modsætte sig dette overgreb mod mennesker og natur", fremgår det af pressemeddelelsen.
Udvidelsen af testcentret skal skabe plads til at opstille testmøller på op til 450 meter på Danmarks længste ubebyggede kyststrækning.
I pressemeddelelsen fremgår, at der på mødet blev nedsat en arbejdsgruppe, der vil arbejde videre for at undgå en udvidelse af testcentret. Der bliver blandt andet startet en underskriftindsamling mod udvidelsen.
"Det er en national opgave at værne om en af Vestkystens og Danmarks største naturseværdigheder, Bulbjerg. Bulbjerg har hvert år titusinder af besøgende. Ligeså lidt som nogen ville overveje at spolere udsigten fra og omgivelserne omkring Møns Klint, burde det være muligt at gøre det omkring Bulbjerg. Det enestående fuglereservat Vejlerne, som ligeledes hvert år har titusinder af besøgende, risikerer også af lide overlast ved en udvidelse", fremgår det af pressemeddelelsen.
Overvejelserne om at udvide testcentret mod nord for at gøre det muligt at teste store vindmøller tæt på kysten er i strid med de udtalelser, der blev afgivet for nogle år siden ved udvidelsen af testcenteret, fremgår det af pressemeddelelsen.
Ud over indgrebene i naturen og den spolerede udsigt fra Bulbjerg fremhæver pressemeddelelsen også andre negative konsekvenser af en udvidelse af testcentret.
"Det vil også betyde nedlæggelse af et helt lokalsamfund og af en kirke. Mange beboere er i forvejen plaget af støjgener fra det eksisterende testcenter, som ikke bare er noget som de - uanset påstande herom - har kunnet vænne sig til. Flere lokale oplever støjgener i og med, at møllerne gøres højere. Vi ser med største bekymring på risikoen for, at vores egn, der i de senere år har været i fremgang, på ny vil blive ramt af befolkningstilbagegang, så vi mister den lokale skole og den lokale brugs. I denne sammenhæng skal også nævnes, at lokale og Thisted kommune har samarbejdet om projekter de sidste 4-6 år. Projekter der kunne styrke områdets kvaliteter, men nu risikerer at falde til jorden".
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.