Klar med penge til EM: Thy Cablepark har faciliteter til international konkurrence

Thy Cablepark er en central del af Cold Hawaii Inland - nu kan anlægget lægge vand til EM i wakeboarding

Thy Cablepark har allerede slået sit navn fast i wakeboard-kredse og har gjort det så godt, at cableparken til august kan blive ramme om EM i wakeboarding. <i>Arkivfoto: Jens Fogh-Andersen</i>

Thy Cablepark har allerede slået sit navn fast i wakeboard-kredse og har gjort det så godt, at cableparken til august kan blive ramme om EM i wakeboarding. Arkivfoto: Jens Fogh-Andersen

THISTED:Krigen i Ukraine samt coronasituationen i Ungarn er kommet på tværs af planerne om at afvikle Europamesterskaberne i wakeboarding i Ungarn, men det kan nu blive til fordel for Thy Cablepark, som kan få mesterskaberne. De skal afvikles fra 22. til 29. august.

Dansk Vandski og Wakeboard Forbund har søgt Thisted Kommune om tilskud til at afvikle EM i wakeboarding i Thy Cablepark. Og det er en oplagt mulighed dels for at promovere cableparken, som er det eneste sted i Danmark med faciliteter til en konkurrence på det niveau, dels for at sætte fokus på Thisted kommune. Kommer EM til cableparken bliver det første gang, der holdes et internationalt mesterskab i wakeboarding i Danmark.

På ugens møde i kommunens økonomiudvalg var der enighed om at yde et tilskud på 312.500 kroner til EM-konkurrencen. Det endelige tilsagn afhænger af, om kommunalbestyrelsen i næste uge godkender udvalgets beslutning.

Kommunens tilskud skal ydes under forudsætning af, at den samlede finansiering af EM-konkurrencen, i alt 1,125 mio. kroner, falder på plads, samt at kommunen ikke skal afholde et eventuelt underskud.

- Nogle forhold andre steder i Europa gjorde, at vi fik en mulighed, fordi cableparken har de faciliteter, der er nødvendige for at holde EM-konkurrencen. Det kan vi være stolte af, og selv om der er tale om mange penge, er jeg sikker på, at stævnet vil trække så mange folk og skabe så meget omsætning i og opmærksomhed om Thy, at det i sidste ende vil give et afkast til fordel for kommunen, siger borgmester Niels Jørgen Pedersen (V)  og tilføjer, at kommunens tilskud til arrangementet dobles op krone til krone med tilskud fra Sport Event Denmark.

De første fire dage af EM-stævnet er afsat til træning, mens selve konkurrencerne afvikles efterfølgende over to eller tre dage afhængig af vejret. Mesterskaberne ventes at tiltrække op mod 200 deltagere, 50-100 trænere og officials, 5000 tilskuere og generere op mod 2500 overnatninger. Desuden streames mesterskaberne, som tidligere er nået ud til 550.000 personer, hvoraf 180.000 aktivt har fulgt streamingen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.