Klar til at gå helt i sort: Kystby rækker ud efter stjernerne
Kun når natten er rigtig mørk er det muligt at opleve nattehimlen i al sin stjernepragt - nu skal et godt 12 kvadratkilometer stort område ved Lildstrand og Bulbjerg certificeres som Dark Sky Park Bulberg, hvor natten kan opleves uden lysforurening

Bulbjerg skal være en del af Dark Sky Park Bulbjerg - et af de efterhånden meget få steder, hvor der er mulighed for at opleve rigtigt nattemørke og se stjernehimlen uden forstyrrende lysforurening. Arkivfoto: Bo Lehm
LILDSTRAND:Mange steder er mørke en manglevare. Blandt andet fordi lysforurening forstyrrer oplevelsen af nattehimlen og ødelægger mulighederne for at se stjernerne. Også i Danmark, men i et 12,5 kvadratkilometer stort område omkring Lildstrand, Bulbjerg og Troldsting er natten stadig så mørk, at der er oplagret muligheder for en helt speciel naturoplevelse i nattens mulm og mørke.
Det er baggrunden for en ansøgning til IDA, International Dark Sky Association, om at få nattemørket over Bulbjerg og Lildstand certificeret og skabe Dark Sky Park Bulbjerg. Ansøgningen til IDA blev sendt i slutningen af februar, og går alt som forventet, vil det arbejde, der begyndte med en projektbeskrivelse i 2019, blive kronet med en certificering i september.
Dermed bliver Dark Sky Park Bulbjerg medlem af en eksklusiv klub. I januar 2023 var der på verdensplan omkring 125 certificerede dark sky parker, heraf 20 i Europa. En af dem er Møn-Nyord i Danmark, hvor også Mandø, Anholt og Samsø i lighed med Bulbjerg bejler til en certificering.
Anne-Mette Kristensen er sammen med sin mand, Bjarne Sørensen, initiativtagere til projektet som medlemmer af en arbejdsgruppe under Hawboernes Forening i Lildstrand.
- Vi har vel brugt omkring 1500 arbejdstimer på projektet indtil nu, men jo mere vi har arbejdet med det, jo mere spændende er det blevet, forklarer Anne-Mette Kristensen og tilføjer, at efterhånden som projektet er blevet konkretiseret, er støtten til det vokset.

Anne-Mette Christensen og Bjarne Sørensen er initiativtagere til arbejdet med at få certificeret nattemørket over Bulbjerg, Lildstrand og Troldsting som Dark Sky Park Bulbjerg. Arkivfoto: Peter Mørk
Det fremgår af listen over støtteerklæringer i ansøgningen til IDA. Den tæller blandt andre Nationalpark Thy, Naturstyrelsen Thy, Thisted og Jammerbugt kommuner, Aarhus Universitet, Destination Nordvestkysten og Støtteforeningen Hannæs-Østerild.
-Projektet er en del af masterplanen for Lildstrand. Det sigter mod den stille natur- og miljøturisme, men giver også en oplagt mulighed for at få både børn og voksne ud og opleve mørket og nattehimlen og for at formidle viden om mørkets betydning for både natur og mennesker og få flere til at tænke over den måde, vi bruger lys på, siger Anne-Mette Kristensen.
Målinger har dokumenteret, at natten virkelig er mørk på Bulbjerg, men der er også plads til lys i mørket. For lys er mange ting. Derfor har Thisted Kommune og Feriepartner Jammerbugt begge givet penge til at udskifte den nuværende gadebelysning i Lildstrand med lamper, der ikke lyser helt så meget op i natten.
- Det skal ikke kun være mørkt i en Dark Sky Park. Der skal også være plads til at udbrede viden om, hvad der sker, når lysforurening ødelægger nattemørket og mulighederne for at opleve stjernehimlen og dermed øge vores bevidsthed om, hvordan lys bruges hensigtsmæssigt, så vi ikke ødelægger mørket, siger Anne-Mette Kristensen.
I modsætning til dark sky parker under sydligere himmelstrøg, varierer nattehimlen over Danmark efter årstiderne.
- Der er noget særligt over den nordiske nattehimmel. Vi har tusmørket og de lyse nætter i foråret og sommeren som en særlig kontrast til den mørke himmel i efterårs- og vintermånederne, siger Anne-Mette Kristensen.
Det understreger, hvordan årstiderne påvirker natten og dermed også oplevelsen af den mørke nattehimmel, hvor mørke er noget der varierer, men som i Dark Sky Park Bulbjerg får mulighed for at gøre det uforstyrret af menneskeskabt lysforurening.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.