Klitmøller i ny tv-serie om kærlighed og surf
To unge filmskabere både skriver, instruerer og spiller hovedrollerne i ny serie, der til sommer kan ses på streamingkanalen Xee
Opdateret kl. 19:16
KLITMØLLER: Naturen i Klitmøller er fin og smuk. Men kan også være barsk og uforudsigelig.
På samme måde er det med kærligheden, hvilket har inspireret to unge filmskabere, Aske Bang og Allan Hyde, til en ny tv-serie. Den er i denne måned blevet optaget i Klitmøller, der jo også er kendt som Cold Hawaii, og som et af Nordeuropas bedste surfspots.
- Både på et surfbræt og i et parforhold skal man hele tiden forsøge at holde sig oven vande, og man kan aldrig rigtig vide sig sikker på noget, siger Allan Hyde ifølge en pressemeddelelse fra streamingkanalen Xee, der står bag den kommende tv-serie i otte afsnit.
Aske Band og Allan Hyde er uddannet fra henholdsvis Den Danske Filmskole og Super 16. Udover både at skrive og instruere tv-serien har de også de to hovedroller.
Aske Bang spiller den 29-årige Bjørn, der er flyttet til Klitmøller sammen med kæresten Karla. De to forsøger at få børn og har tilrettelagt deres sexliv med en app, der viser hvornår hun har ægløsning. Ikke så romantisk, men det fungerer o.k. - indtil Bjørns bedste ven Mads-Emil (Allan Hyde) en dag kommer på besøg med sin nye kæreste, Simone. De to har et noget mere passioneret og ikke mindst højlydt sexliv, hvilket vækker frustrationer hos Bjørn.
Selskabet New Creations, som Michael Wulff og Anders Morgenthaler står bag, producerer serien i otte afsnit for streamingkanalen Xee.
Ud over Aske Bang og Allan Hyde medvirker Marie Tourell Søderberg, Maria Boda, Charlotte Fich og Anders Mossling.
Det afsløres imidlertid, at Karla og Mads-Emil tidligere har været kærester, hvilket ifølge pressemeddelelsen udløser en drastisk idé, der får store konsekvenser for både parforhold og sexliv.
Serien skal fortælle en sjov, spændende og rørende historie om at være ung i et parforhold, fortæller Aske Bang:
- Der findes en masse fedt indhold om det at være ung og single, men vi synes, at der mangler noget om det at være ung i et parforhold og de op- og nedture, der følger med, når man begiver sig ud på kærlighedens rejse.
Aske Bang tilføjer, at konflikterne i tv-serien ofte bliver sat så meget på spidsen, at ”det bliver skide sjovt.”
Serien i otte afsnit vil i sommeren 2020 kunne ses på Xee, der er tilgængelig for tv-seere med YouSee, Stofa, Boxer og Viasat.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.